Mød koordinatoren for international mission
Vi er taknemmelige over endelig at kunne dele nyheden med jer: Promissio har ansat Simon Schøler Kristensen som koordinator for international mission.
Simon Kristensen er 42 år, gift med Mette Kristensen og far til Samuel på 5 år.
Simon og Mette Kristensen har de sidste 13 år arbejdet som missionærer i Madagaskar og i Tanzania udsendt af Danmission. Simon Kristensen har siden 2013 været Danmissions regionsleder i Madagaskar og Tanzania. Simon Kristensen har arbejdet tæt sammen med Malagasy Lutheran Church i Madagaskar og Evangelical Lutheran Church i Tanzania, og han taler flydende gassisk og swahili.
Simon Kristensen har en kandidat i internationale udviklingsstudier og offentlig administration. Under en orlov fra studiet udforskede han evnen til at kunne bo og arbejde i et udviklingsland som volontør i Tanzania for Luthersk Mission, og senere under studiet var han ligeledes i Tanzania i praktik. Efter handelsskolen var han på Kristeligt Forbund for Studerendes Ledertræningscenter, hvor han blev inspireret til at læse internationale udviklingsstudier.
En stor del af Simon Kristensens arbejde bliver at samarbejde med Promissios partnere i Etiopien og Liberia. Han har første arbejdsdag den 1. maj 2017.