Ny sekretariatsleder skaber plads til udvikling
Den nye stilling skal gøre, så vi kan føre flere af vores ideer og initiativer ud i livet.
Fra og med 1. oktober begynder Per Bøndergaard i en nyoprettet stilling som sekretariatsleder i Promissio. Per Bøndergaard kommer fra en stilling som landbrugsrådgiver i bankverdenen, og han har altid haft mission på radaren.
»Jeg har altid været bevidst om, at vi som kristne har en opgave i at drive mission – både herhjemme og i udlandet. Men indtil nu, havde der ikke været en stilling der passede, så jeg i mit daglige virke skulle arbejde med mission. Det kom der nu i Promissio,« siger Per.
Den nye stilling som sekretariatsleder kommer efter, at der i en årrække har været skåret ind til benet med hensyn til ressourcer på Promissios sekretariat.
»I Promissio har vi ideer og initiativer, som vi gerne vil føre ud i livet for at bringe mission på dagsordenen og virkeliggøre vores vision. Det har ofte været svært at finde tid til meget mere end den almindelige drift,« siger generalsekretær Frede Ruby Østergård og fortsætter:
»Med ansættelsen af Per Bøndergaard, som har stor erfaring med økonomi og administration, får vi frigivet tid og ressourcer til at følge op på de aktiviteter og den udvikling, som indtil nu mest har været på tegnebrættet.«
Per Bøndergaard har ved siden af sit arbejde været meget engageret i Luthersk Mission, både som bestyrelsesformand og prædikant. Han ser frem til at kunne knytte tro og arbejde endnu tættere sammen ved at arbejde med på Promissios missionsstatement ”Evangeliet over grænser – sammen med vores partnere”:
»Jeg glæder mig meget til at have Guds ord og Jesus som omdrejningspunktet i det, jeg skal lave. Selvom jeg ikke skal ud på missionsmarken, så får jeg lov til at være en del af, at evangeliet kommer ud til flere mennesker,” afslutter Per Bøndergaard.
Per Bøndergaard er ansat i en fuldtidsstilling, som er muliggjort af en justering af eksisterende stillinger på sekretariatet samt en satsning på øgede indtægter.