Promissio antager nyt missionærpar
Tanja og Andreas Vilrik Bruun fra København ser frem til at lære af Guds internationale kirke.
Af Line Reckweg Nissen, markedsførings- og sekretariatskoordinator
Det er med stor glæde, at vi kan annoncere, at Tanja og Andreas Vilrik Bruun er antaget som missionærer i Etiopien.
Tanja og Andreas Bruun bor i København sammen med deres tre børn Mads på syv år, Josva på fem år og Noomi på to år.
Tanja er uddannet lærer og arbejder i dag på Jakobskolen på Frederiksberg. Andreas er cand.theol. og frivilligt engageret i Kingos Kirke, hvor familien knytter til og er portnere.
Parret ser frem til at kunne bruge deres evner i en etiopisk kirkesammenhæng og ikke mindst til at lære af Guds internationale kirke.
»Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe, men jeg er yderst bevidst om, at den hjælp, jeg kan komme med, er så umådelig lille. Som en dråbe i havet. Jeg har derimod en stærk følelse af, at jeg har brug for kirken i andre dele af verden,« siger Tanja Bruun.
Parret er antaget af Promissio. Før udsendelsen er endeligt på plads skal også Mekane Yesus-kirken i Etiopien officielt kalde parret til tjeneste. Når dette er sket, kan vi melde nærmere ud om arbejdsopgaver og udsendelsestidspunkt.
Bed for familien Vilrik Bruun og deres udsendelse.