Promissio har fået ny formand
Gitte Rasmussen har som planlagt givet stafetten videre.
På bestyrelsesmødet mandag den 29. august overgik formandsposten fra Gitte Rasmussen, Ølgod, til Kurt West Rønne, København.
Det blev aftalt allerede på konstitueringen i april, at formandsskabet skulle skifte til august, da Gitte Rasmussen, som har været formand siden april 2021, meldte ud, at hun ikke længere havde den fornødne tid til at bestride formandsposten.
I juni faldt valget på bestyrelsesmedlem Kurt West Rønne som ny formand, som udover at være tidligere missionær i Etiopien er rektor på Hovedstadens Kristne Gymnasium.
En bestyrelse af frivillige
Promissios bestyrelse er udgjort af syv personer, som alle er frivillige. De mødes seks gange om året og træffer beslutning om blandt andet Promissios overordnede strategi og økonomi.
Udover Gitte Rasmussen og Kurt West Rønne består bestyrelsen af Finn Balle, Herning, Thorkild Vad, Videbæk, Daniel Lanting, Haderslev, Jakob Lund Olesen, Ryslinge og Søren Fibiger Olesen, Fredericia.