Promissio udvider nødhjælpsindsatsen i Etiopien
Nu er det muligt for Promissios venner at støtte nødhjælpsindsatsen direkte.
Af Line Reckweg Nissen, markedsførings- og sekretariatskoordinator
Som vi skrev i september-udgaven af Promissio-bladet, fik vi i juni måned bevilliget 700.000 kr. fra Civilsamfund i Udvikling, CISU, til en nødhjælpsindsats i Etiopien, fordi landet lige nu gennemlever en stor hungersnød.
Sammen med Mekane Yesus-kirkens udviklingsafdeling, DASSC, i Wabe Batu-synoden, er vi derfor gået i gang med at uddele nødhjælp. Nødhjælpen består af majs og olie foruden en særlig hjælp til 750 gravide eller ammende mødre og underernærede børn.
Asliyas børn har fået hjælp
Asliya Mama Ali er mor til to af de underernærede børn, som har fået en særlig nødhjælp.
»Jeg har otte børn, og to af dem er underernærede. Det lader til, at det sker for flere og flere, fordi der er mangel på komælk. Fejlernæring går ofte hånd i hånd med voldsomme infektioner af parasitter eller orm, og det er en hovedpine for mig. Mine to børn er nu blevet en del af programmet, og de har fået nødhjælp fra Mekane Yesus-kirken. Nu kan jeg se, at de kan mere og mere,« siger Asliya.
Asliyas to børn er blandt 446 underernærede børn, som fik hjælp i løbet af indsatsens første tre måneder.
Vi samler selv pengene ind
Udover at hjælpe nu og her er det vigtigt for Promissio og DASSC, at en del af hjælpen har langtidsvirkning, så en lignede katastrofe ikke får så alvorlige konsekvenser igen.
Desværre fik en del af denne langtidsvirkende hjælp ikke bevilliget penge af CISU. Det drejede sig om særligt tilrettelagte kurser for 200 repræsentanter fra lokalbefolkningen.
Men på baggrund af flere henvendelser fra Promissio-venner, som ønsker at støtte nødhjælpsarbejdet, har vi valgt selv at samle de penge ind, der skal til, for at DASSC kan afholde kurserne.
Det betyder, at de 200 repræsentanter bliver undervist i at spotte tidlige tegn på, at en lignende tørkeperiode er under opsejling, så de kan handle i tide. De lærer om evakuering, risikominimering, menneskerettigheder, og hvordan de kan påvirke lederne lokalt og nationalt til at handle rettidigt, hvis høsten igen slår fejl gentagne gange.
Du kan støtte indsamlingen
Mange venner har allerede støttet indsamlingen – og du kan også være med.
Kursusprisen er 115 kr. per person, og der er plads til i alt 200 deltagere. For hver deltager står lokalbefolkningen stærkere, næste gang regnen udebliver.