Promissios formand: »Den rigtige kandidat skal vise sig«

Det vigtigste i rekrutteringen af den nye generalsekretær til Promissio er ikke tidsperspektivet. Der er brug for den rigtige ansøgning, før ansættelsesudvalget slår til, konstaterer Promissios formand Kurt West Rønne. Vi har mødt ham til en snak om ansættelsesprocessen.

Af Benna Fredsgaard Merrild, markedsføringskoordinator

Da fristen for stillingen som ny generalsekretær i Promissio udløb den 2. oktober, valgte bestyrelsen ikke at gå videre med samtaler, fordi de ønskede at få flere ansøgninger. Bestyrelsen besluttede derfor at forlænge fristen til begyndelsen af november.

I skrivende stund er der stadig et par uger til, at fristen udløber, og jeg har spurgt bestyrelsesformand, Kurt West Rønne, til ansættelsesprocessen:

»Planen er, at vi får nogle at vælge imellem. Vi skal kun bruge én generalsekretær, den helt rigtige ansøger. Men der bør være flere, som er interesserede i den her fantastiske stilling. Der er flere, vi har snakket med, som ikke helt vidste, om det var noget for dem. Det vil vi snakke med dem om og prikke til flere og gøre mere opmærksom på stillingen på sociale medier og med annoncer. Derfor forventer vi også at få flere ansøgninger.«

Et udfordrende job i en tryg organisation

Kurt Rønne forstår godt, at det ikke er væltet ind med ansøgninger, for den internationale missionsmark er et udfordrende sted at være i arbejde.

»Det er politiske og kirkemæssige strømninger, som påvirker vores arbejde, og som betyder, at man hele tiden må være i gang. Mange af de problemer, der lander på generalsekretærens skrivebord, er med et ledelsesteorietisk begreb “vilde”, dvs. at der ikke er en procedure i forvejen. Man skal prøve sig frem og eksperimentere sig til løsninger og svar.«

Heldigvis tilbyder organisationen, det der skal til:

»Vi har et godt bagland, et solidt grundlag og en ret stabil økonomi. Det er en organisation, der bakker sin generalsekretær op, og det giver tryghed og mening i jobbet.«

Vi skal have Gud med i billedet

Selvom der kommer en ny generalsekretær, betyder det ikke et retningsskifte i Promissio.

»Vi vil gerne have en generalsekretær, der kan arbejde videre på det, som Promissio står for,« fortæller Kurt. »Vores ønske er at fortsætte med at være et moderne missionsselskab, som er med til at skabe et ligeværdigt samarbejde mellem os og kirkerne i Liberia og Etiopien, så vi sammen kan udbrede evangeliet og give folk et livsforvandlende møde.«

Til sidst spørger jeg Kurt til tidsperspektivet, men dét er ikke det vigtige.

»Vi vil gerne have en ny generalsekretær så hurtigt som muligt. Januar er det tidligste, realistisk set, men hvis den rigtige først er klar til 1. marts eller senere, så er det sådan. For man skal have et kald for at gå ind i det her job. Det fungerer kun, hvis Gud er med i billedet.«

Du kan holde dig opdateret løbende på Promissios Facebookside eller i nyhedsbrevet, hvor Promissio skriver ud, så snart der er nyt at fortælle.

Opdatering 26-11-2024:
Der er gennemført samtaler med flere potentielle kandidater, men Promissios kommende generalsekretær er endnu ikke fundet. Bliv ved med at bede for, at den rette kandidat må melde sig.