Sendemenigheden lever med i Elisabeths liv og giver tryghed

Af Rikke Thomassen, journalist

Når Promissio udsender missionærer, sker det altid i samarbejde med en lokal kirke eller menighed, blandt andet fordi det er vigtigt for missionærens trivsel, at der er nogen, der lever med, når man er udsendt. Elisabeth Poulsen er derfor også udsendt af sin lokale kirke og menighed på Færøerne, og det giver et væsentligt bidrag til Elisabeths hverdag.

»At have en sendemenighed giver mig en følelse af tryghed. Der er nogle, der følger med og tænker på mit ve og vel, når jeg er ude – og når jeg er hjemme. På den måde står jeg ikke alene, men har et helt hold bagved hjemmefra. Jeg tror, det ville være ensomt – i hvert fald i tankerne – hvis jeg ikke havde en sendemenighed,« siger Elisabeth Poulsen, der også oplevede menighedens omsorg helt konkret, da hun i al hast måtte rejse ud af Liberia og til Færøerne på grund af coronavirus.

»Da kom der en fra bestyrelsen forbi med en pakke og bød velkommen hjem,« fortæller Elisabeth.

Símun Persson Jacobsen er præst ved Skála Kirke og med i menighedshusets bestyrelse, og han ser også netop den konkrete medleven som en vigtig opgave for sendemenigheden.

»Vi er glade for, at det er Promissio, der har det formelle ansvar, for det er jo Promissio, der har kompetencerne, hvis der opstår problemer af forskellig art. Men så tænker vi også, at når det er en færing, der rejser ud, så er hun en af vores, som hjertet banker for, og som vi skal huske i bøn og indlevelse. Så omsorg, bønneopgave og medleven, det er meget vigtigt for os,« siger Símun.

Sendemenigheden er den tætte relation

Som udsendt føler Elisabeth, at hun hele tiden er både ude og hjemme, og hun oplever, at sendemenigheden også er med til at give tryghed i den situation.

»Det er godt at vide, at jeg kan lægge emner ind til dem til forbøn, og det er godt, at de kender mig – jeg har en historie med dem, for det er jo min menighed. Promissio er naturligvis dem, jeg er udsendt af, men min tætte relation ligger i mit eget herhjemme,« siger hun.

For Elisabeth var udsendelsesgudstje­nesten i Skála Kirke og den efterfølgende sammenkomst i menighedshuset også med til at tydeliggøre kirkens og menighedens ejerskab for hendes udsendelse.

»For mig markerede det, at nu er det den her aften, vi er sammen. Nu tager vi et nyt skridt ud i mission. En af os tager afsted, og andre er hjemme, men har alligevel et ansvar for den, der går ud. Når man markerer noget, så er det jo med til at levendegøre nogle ting, og med en udsendelsesgudstjeneste bliver mennesker også mindet om udsendelsen: ”Nårh ja, det er i næste uge, hun rejser.” Jeg føler også, at når jeg har en sendemenighed, så er jeg på en måde accepteret. Det er jo mange mennesker, der går sammen og siger, at det her vil vi støtte op om, og derfor blev det med udsendelsen også tydeligt for mig, at jeg har et bagland,« siger hun.

Sammenhæng mellem mission og baglandet

Elisabeth er udsendt på en måde, hvor hun er på Færøerne flere måneder om året, og det ser hun også som en mulighed for at skabe større sammenhæng mellem Liberia og Færøerne – mellem mission og baglandet.

»Min måde at være udsendt på giver mig mulighed for at være mere synlig i baglandet. Jeg er ikke bare en ”eksportvare”, der er ude i to år, men jeg har mulighed for at oplære kirken i at sende ud i mission. Min vinkel har været, at jeg ved at være mere synlig i baglandet kan vise, hvad det vil sige at være missionær: At jeg ikke er et overmenneske, men en helt almindelig person,« siger Elisabeth.

For sendemenigheden i Skála har udsendelsen af Elisabeth og hendes fortællinger fra Liberia også været med til at give nye perspektiver og mere fokus på international mission, fortæller Símun Persson Jacobsen.

»Vi har ikke sagt ja til at være sendemenighed, fordi vi skal have noget ud af det – det er mest andre, der skal have noget ud af det. Men for os som sendemenighed er der den frugt, at vi får hjerte for andre mennesker og bliver mindet om, at verden er større end Skála, og vi får hjerte for mere og andet end det, vi har i forvejen. Måske kan det også på et tidspunkt føre til, at andre mennesker får lyst eller kald til at komme ud i verden. Det må tiden vise. Enkelte færinger er udsendt, men det er ikke så mange, så Elisabeths udsendelse er også med til at øge fokus på at gå ud i verden,« siger han.