Stolt formand efter første møde med Liberia

Af Kurt Rønne, formand for Promissio

Jeg fik for nyligt fornøjelsen af at besøge det fattige og ekstremt varme Liberia for første gang, og selvom Liberia på mange områder er forskellig fra min første Afrika-kærlighed, Etiopien, så er Liberia krøbet ind under huden på mig. Og jeg er blevet glad og stolt over vores arbejde netop der.

Jeg havde på forhånd hørt om et land præget af borgerkrig og epidemier, og det er tydeligt, at det påvirker folkementaliteten. Liberia er fattigt, også en del fattigere end Etiopien, og mange kæmper for at få mad nok – selv dem i arbejde. Alene det faktum, at der i hovedstaden Monrovia ikke er vilde hunde og katte, fordi de bliver spist, viser den daglige kamp for mad.

De mange kriser betyder, at liberianere sjældent udtrykker sig begejstret om landet og deres kultur. Jeg tror, de ser, at de ikke har fået skabt et samfund, som er trygt og godt for alle. Med en borgerkrig kun 20 år væk er der mange sår, der skal læges, før de får tillid til hinanden og deres land - en mistillid, der desværre også præger Den Lutherske Kirke i Liberia (LCL).  

Et unikt land og en unik kirke

Trods store udfordringer er Liberia også et unikt land med et sundt fundament.  

Liberias historie er særlig, fordi gamle stammetraditioner kombineret med et tidligt indført demokrati har affødt, at Liberia har et af Afrikas bedst fungerende demokratier, hvor der er respekt for valghandlingerne og en ytringsfrihed, som er lige så god som i Danmark.

Den Lutherske Kirke i Liberia er desuden mere end 100 år gammel og i fuld vigør. Den vokser mere end befolkningstallet, og man har en stolthed over den lutherske tradition og teologi. At der også er problemer skal ikke være en hemmelighed, men kirkens kerne er sund. Der hersker en lyst til at være kirke - med liv og musik - som er fantastisk at opleve.

Mange inspirerende mennesker

Foruden det sunde fundament, mødte jeg også mennesker i Liberia, der viser, at der er håb for landet.

Blandt dem er den nytiltrådte biskop, der gerne samarbejder og brænder for at skabe en kirke med åbenhed og orden i administrationen. Også bibelskolelærere med stor teologisk og kulturel visdom bærer kirken fremad, mens lederen af det evangeliske arbejde i LCL arbejder ulønnet og i stedet lader sin kones løn som sygeplejerske være nok til at forsøge familien.

Vores støtte giver mening

Samlet set er min oplevelse, at Liberia har ufattelig meget brug for vores omsorg og støtte. Det er dyrt og besværligt at være i Liberia, men mulighederne er enorme. LCL har ledere, der vil kirken, og de vil det anderledes. Med lidt snilde og hjælp fra gode kræfter (Gud medregnet) er jeg overbevist om, at vi kan bruge vores ressourcer, så de får afgørende betydning for mennesker, som har brug for det.

Bragt første gang i Promissio-bladet #1 2023