Trods frustrationer og usikkerhed: Elisabeth forlænger sin ansættelse
Efter tre år i Liberia med både glæder og udfordringer var det egentlig tid til, at missionær Elisabeth Poulsen ville rejse hjem. Nu har hun i stedet forlænget sin kontrakt.
Af Anika Thorø Weber, journalist
»Jeg tror, jeg er født vedholdende. Jeg giver ikke op, selvom noget er svært. Jeg undersøger altid, om der er en løsning.«
Det er en viljefast Elisabeth Poulsen, der reflekterer over sine seneste tre år som missionær for Promissio i Liberia.
For selvom Elisabeth har elsket sit arbejde som konsulent for Den Lutherske Kirkes 30 skoler over hele landet, så har jobbet også bragt frustrationer med sig. Alligevel har Elisabeth nu valgt at forlænge sin ansættelseskontrakt, der ellers udløb i starten af efteråret. Nu bliver hun i stedet i Liberia minimum ét år mere.
»Promissios arbejde i Liberia er for vigtigt til, at jeg skal rejse hjem nu. Gud er ikke færdig med mig her,« siger Elisabeth, der vendte tilbage til sit arbejde i Liberia den 1. november.
Med fornyet energi
Der er ikke uden grund, at Elisabeth synes, hun har haft en lidt hård medfart i Liberia, hvor hun har arbejdet for at højne uddannelsesniveauet blandt lærerne på kirkens skoler.
Læs om og støt Elisabeth Poulsens arbejde: Børn fortjener en god skole
I knap halvandet år havde Elisabeth og de øvrige ansatte på skolernes fælles administrationskontor ikke nogen leder, og det satte sit tydelige præg på medarbejderne, der manglede retning i deres arbejde og stod i en uvis arbejdssituation. Det gjaldt også for Elisabeth, der blev drænet for energi.
Men meget har nu forandret sig for den færøske folkeskolelærer. I sommer fik skolekontoret en ny skoleleder, Eric S. Doe, der med 18 års erfaring som skoleinspektør har givet Elisabeth og de øvrige medarbejdere rammer, overblik og retning.
»Nu står vi i en helt ny situation. Jeg har fået fornyet energi i arbejdet og ser en masse muligheder,« siger Elisabeth, der også oplever stor opbakning fra den nyvalgte biskop Victor Padmore.
En fælles retning
Det er ikke kun på skolekontoret, at en fælles retning nu er ved at forme sig. Med tryggere rammer for medarbejderne er der blevet rum til i endnu højere grad at arbejde for en samlet, fælles indsats på tværs af skolerne. Det har udmøntet sig i et fælles dokument, som alle skolerne forpligter sig på. Her fremgår det blandt andet, hvordan skolerne fremadrettet skal håndtere deres økonomi, og hvordan de skal sikre børnene den bedst mulige uddannelse.
»Det kan lyde som et lille skridt, men det er det ikke. Selvom vores arbejde er små dryp, så gør summen en stor forskel,« siger Elisabeth.
Artiklen bringes også i Promissio-bladet #4 november 2022.