Unge syr en forskel for kvinder i Etiopien
Nyt sy-projekt sætter fokus på fællesskab, bæredygtighed og en hjælpende hånd til Etiopien.
Af Simone Malmroes Tarp, markedsførings- og sekretariatskoordinator
Sigrid Blay Steiner og Maja Bank Søndergaard er to unge ildsjæle, som begge har et stort hjerte for kreativitet. De er ikke i tvivl om, at denne skaberglæde er en gave fra Gud, som de kan bruge til at hjælpe kvinder i Etiopien og samtidig sætte fokus på miljø og bæredygtighed herhjemme.
Derfor tøvede de ikke, da idéen om et syprojekt blev luftet for dem. En idé, som nu er blevet til et sy-arrangement med fokus på fællesskab og kreativ udvikling – og på sigt også skal være med til at støtte pigerne på Deborah Center i Etiopien økonomisk.
Sigrid fortæller, at det hele startede tilbage i februar 2020 med, at Tuja Berg fra Promissio besøgte GDT’erne i Etiopien, hvor Maja var elev.
»Her faldt de hurtigt i snak om kreativitet og drømme og endte med at købe en del stof med hjem fra Etiopien, som de tænkte, at de kunne bruge til et projekt en dag,« fortæller Sigrid, som selv kom ind i billedet senere, da projektet skulle på tegnebrættet.
Det blev til arrangementet ”Sy en forskel”, som første gang blev afholdt den 10. oktober med 12 deltagere og stor succes.
Bæredygtig inspiration fra Etiopien
Det er vigtigt for både Maja og Sigrid, at de produkter, de laver, er miljøvenlige og bæredygtige, og på det område er de særligt inspireret af Etiopien.
»I Etiopien genbruger man alt, helt til det ikke fungerer mere, og den tankegang kan vi faktisk lære en del af herhjemme i Danmark,« siger Sigrid.
Derfor er deres stof selvfølgelig også genbrugt.
»Vi syer ting af genbrugsstof, som kan erstatte miljø-skadende produkter, for eksempel muleposer som erstatning for plastikposer. Det gør vi, fordi vi tror på, at vi kan gøre en forskel for både kvinder i Etiopien og herhjemme ved at sætte større fokus på mindre brug af for eksempel plastik.«
Produkterne skal sælges
”Sy en forskel” skal på sigt blive en syklub, som syer muleposer, mundbind, scrunchies (hårelastikker) og andre ting med stof fraEtiopien. På den måde har Promissio noget at sælge til de møder, der afholdes rundt omkring i Danmark, og pengene herfra vil blive sendt til Deborah Center. Det vil også være muligt at købe produkterne i nogle af Promissios genbrugsbutikker. En stor drøm for pigerne er, at de en dag kan rejse til Etiopien og møde kvinderne på Deborah Center, som de hjælper.