"Du skal byde dem ... at dele med andre"
Tselot 2017: At dele både det fysiske og det åndelige med hinanden er en af nøglerne til at leve i et sundt fællesskab.
Af Johanne Bladt, deltager på Tselot 2017
I januar brugte jeg ti dage i Etiopien som en del af rejsen Tselot. Vi var ti unge danskere, som fik lov til at bruge en masse tid med en flok unge fra Mekane Yesus kirken i Hawassa.
De etiopiere, vi var sammen med i den uge, lærte mig en masse om at dele. Det var ikke noget, de lærte mig ved at sige en masse eller give os undervisning i det. Nej, jeg lærte noget om at dele i mødet med en gruppe mennesker, som så det at dele med hinanden som det mest naturlige i hele verden.
De unge fra Hawassa valgte at dele deres tid i en hel uge med os. De var med os til undervisning, til gudstjeneste, på tur rundt i nærområdet, spillede fodbold med os og inviterede os hjem på besøg hos deres familier.
Vi oplevede også at sidde om de store, runde injera-fade, som bare stråler ud, at maden derpå er til for at blive delt af mange mennesker.
Deler også det åndelige
Vi delte flere fysiske ting med etiopierne, men vigtigst af alt inspirerede de mig til at dele det åndelige med mine medkristne.
Aldrig før har jeg mødt et fællesskab som det, jeg mødte i Etiopien. De brændte for at dele bibelvers og opmuntringer fra Gud med hinanden. Deres åndelige opbyggelse kom ikke bare, når præsten delte noget med dem om søndagen, men deres hverdag sammen var i høj grad præget af, at de ønskede at dele troen med hinanden.
Vi blev også selv udfordret til at dele ord fra bibelen med dem. Det var ikke blot opbyggende for dem, der modtog, men jeg oplevede også, at det var enormt givende at lytte mere til Gud og høre, hvad han ønskede, jeg skulle dele med dem, jeg var sammen med.
Alt er givet som en gave
Når vi møder kulturer, hvor det at dele ses som noget ganske selvfølgeligt, kan det minde os om noget af det, vi ofte kan glemme at praktisere herhjemme i Danmark. Vi kan glemme at leve vores liv ud fra den tankegang, at alt det, vi har, er givet til os som en gave, vi kan forvalte, som vi vil.
I Etiopien betragter de det, de har, som noget, der skal blive til glæde og gavn for flere end blot dem selv.
Jeg er overbevist om, at det at dele både det fysiske og det åndelige med hinanden, er en af nøglerne til at leve i et sundt fællesskab, hvor vi tager godt hånd om hinanden. Samtidig kan det også lede vores fokus hen mod taknemmelighed for det, vi har, frem for stræben efter det, vi vil have mere af.
12. maj 2017