Gud har givet Maria en vision
- Jeg har lært at Gud er visionens Herre. Så vil han også sørge for ressourcer til at føre den ud i livet!, siger Maria David. Hun er evangelist i Etiopien og savner ofte opbakning til sin vision om at bringe evangeliet til mennesker.
Af Marianne Bach, redaktionssekretær 1984-2016
- Den største udfordring i mit arbejde lige nu er at få lederne i min menighed til rigtigt at forstå det kald og den mission som ligger så tungt i mit hjerte. Kaldet til at bringe evangeliet ud, siger Maria David.
Hun er evangelist i Mekane Yesus Kirken i Nekempte i Vestetiopien, og hun er en af de 103 præster og evangelister fra hele landet som kirken har indkaldt til fire dages undervisning og inspiration i april.
- Jeg oplever tit at ledere i kirken tænker mere på det ydre, på hvordan det ser ud, end på det indre, grundlæggende arbejde der skal gøres i en menighed. Så er det nogle gange svært at få penge og ressourcer til at gøre det evangeliserende arbejde som jeg har hjerte for, forklarer hun.
- Som vi har lært fra Nehemias’ Bog her på konferencen, så havde Nehemias folk som delte hans vision med ham, og det var det der gjorde at det faktisk lykkedes. Det er nogle gange den udfordring vi oplever i dag, at Gud kan have givet os en vision, men det er svært at finde mennesker der er villige til at støtte og hjælpe os i den vision. For visioner er som regel noget vi har fået, for at vi sammen skal føre noget ud i livet – og ikke kun som enkeltpersoner.
- Men gennem undervisningen på konferencen har jeg lært at Gud er visionens Herre. Og når han er Herre over visionen, så vil han også sørge for at de ressourcer der skal til for at føre den ud i livet, at de også vil komme!, siger Maria David med overbevisning og glød i stemmen.
Vil ikke gå glip af konferencen
- Som Guds barn og som kvinde er det en kæmpe mulighed at få lov til at være sammen med mine søstre og brødre og få mulighed for at lære endnu mere om evangeliet. Det evangelium som vi er kaldet til at bringe ud til flere mennesker. Det vil jeg helst ikke gå glip af, siger Maria David om konferencen.
Den kvindelige evangelist har selv en muslimsk baggrund, og hun har faktisk to navne.
- Mit første navn er et muslimsk navn, men jeg valgte at få et nyt navn da jeg blev kristen og blev døbt. Det var for at vise over for mig selv og over for min familie og omgivelserne at jeg i dag er et nyt menneske. Så nu hedder jeg Maria David, forklarer hun stilfærdigt.
17. juni 2011