"De har jo ikke ramt et barn endnu"

Af Hans Medom, deltager på Børkop Højskoles studietur til Etiopien

Vi har kørt meget i dag, men vi har stadig ikke helt vænnet os til hullerne i vejen. Heldigvis er vi fremme. Der står et par mennesker uden for porten, som leder os ind, og vi foretager de sædvanlige hilsner, hvor man blot må håbe, at man vælger den rigtige. Mon ikke de bærer over med os? Vi bliver ledt ind i en kirke og sætter os. Jeg ser, hvad jeg gætter på er, nogle bibelvers på væggen, og Lotte Carlsen fra Promissio forklarer hvilke.

Kirken er bygget af enkle materialer, og den har nogle få vinduer og et par forkølede lamper.

Vi er 23 elever fra Børkop Højskole, som er på studietur i Etiopien, og denne dag er vi på besøg i menigheden i Asassa. Præsten, Asnake, stiller sig op foran os og fortæller om kirken, deres menighed og byen, de arbejder ind i. Det ikke er en søvnig sognepræst fra en dansk kirke, der står foran mig. Det er en mand med vilje og evne til at fortælle. Fortælle om Jesus. Og om de velsignelser og udfordringer, de oplever.

Kirken trues af stenkast

Det er første gang, jeg møder nogen, som reelt er forfulgt for deres tro og ikke bare er kaffeklub-kristne, som vi nogle gange kan være hjemme i Danmark.

Mission i Asassa er svært. Området er befolket næsten udelukkende af muslimer, og der kastes jævnligt sten mod kirken. Det ser Asnake bare som et vidnesbyrd: ”De har jo ikke ramt et barn endnu,” siger han.

Da vi har samlet underkæberne op fra gulvet, er det tid til spørgsmål: ”Kan I ikke fristes til at lade være med at fortælle om Jesus, når der bliver kastet sten på jer?” spørger en fra vores gruppe.

Svaret mindede mest af alt om ”Aldeles ikke!”. Tværtimod sørger de for at skrue så meget op for prædikenen, at dem, der går forbi på gaden, kan høre det.

Ingen salgstale

Vi hører også om menighedens givertjenste, og mens vi sidder dér med vores punge fulde af penge, hører vi om mennesker, der spiser et måltid mindre eller giver deres børn et par sko mindre – der skal jo bygges en ny kirke. Menigheden vokser nemlig. Det vænner man sig sent til at høre: De kan ikke nå at bygge store nok kirker, fordi der kommer for mange nye medlemmer.

Vi begynder derefter en kollekt, hvor vi kan bidrage til arbejdet i kirken. Bagefter spurgte vi Lotte Carlsen, hvor meget af Asnakes fortælling, der var en salgstale for kollekten – vores danske skepticisme løb vist af med os. Hun forsikrer os, at der ikke var et snert af salgstale.

Vi gik derfra med overvejelser nok til resten af turen. Og opholdet. Ærlig talt tror jeg aldrig, jeg slipper det vidnesbyrd.

Udgivet første gang i Promissio-bladet, maj 2018