Fællesskabet i Botora drømmer stort, selvom det har en pris

Evangelisten, Diriba Mengistu, havde troet, at han skulle være selvstændig erhvervsdrivende, men kunne ikke slippe tanken om mission. Gennem projektet ”Jesus til nye bydele” er han nu ansat til at udbrede evangeliet i et område nord for Addis Ababa.

Af Line Reckweg Nissen, markedsførings- og sekretariatskoordinator
Interview ved Berit Østby, missionær i Etiopien

På de frodige sletter nord for Addis Ababa vokser et nyt kristent fællesskab frem i byen Botora. Området er fredeligt, og det er et godt sted at bo med nok af sol og regn – samtidig har området også gode betingelser for at udbrede evangeliet.

I Botora bor der mange ortodokse kristne og en hel del waaqeffataa’er, som tilhører en traditionel religion, der på flere måder minder om  kristendommen.

Diriba Mengistu er evangelist i Botora. Han fortæller, at waaqeffataa’erne tror på en gud, som har skabt himmel og jord, men ikke på Jesus Kristus som frelser. Det åbner mange gode samtaler, hvor han kan bringe Jesus på banen. Han fortæller – ligesom apostlen Paulus gjorde – om den gud, som er ukendt for dem, men som han som kristen kan vise, hvem er, og kan vise vejen til.

Da Diriba og nogle andre for nyligt var ude at evangelisere, blev otte  waaqeffataa’er kristne.

Kunne ikke slippe tanken om evangelisation

Diriba troede ellers ikke, at han skulle være evangelist. Han troede, han skulle være selvstændig erhvervsdrivende og havde set for sig, hvordan han kunne dyrke jorden, købe sig en bajaj og studere økonomi. Men han kunne  ikke slippe tanken om evangelisation.

I menigheden i Sululta, som er Botoras modermenighed, var Diriba frivillig evangelist, og da en fra menigheden så hans potentiale og det kald, han bar på, foreslog han, at Diriba skulle læse teologi. Det har han gjort de seneste somre, og han har nu en diplomuddannelse i teologi.

»Jeg brænder for, at flere skal lære Jesus at kende og opleve hans kærlighed! Folk trænger til kærlighed og enhed,« siger Diriba, som har viet sit liv til at evangelisere. 

Det har en pris

Fællesskabet i Botora rummer 60 voksne medlemmer og 33 børn og har lige nu status af ”outreach” i Mekane Yesus-kirken. Hver fredag er der faste og bøn i outreachet, og søndag holder de gudstjeneste og søndagsskole for børnene. De har også kor og ungdomsaktiviteter hver lørdag.

Men væksten har en pris.

For Diriba selv har outreachet i Botora kostet ham hans fremtidsplaner og
økonomiske sikkerhed, men der ligger også udfordringer og lurer i området.

»Området er fredeligt, men det viser sig ofte, at når de kristne fællesskaber vokser, så møder de modstand fra ikke-kristne – ofte i form af stenkast eller anden chikane,«fortæller Diriba.

Ønsker at danne en menighed

Diriba er ansat af Mekane Yesus-kirkens Addis Ababa-synode gennem det fælles projekt ”Jesus til nye bydele”, hvor han sammen med fire andre evangelister planter outreaches fem forskellige steder i og omkring Addis Ababa.

Et outreach er en mindre, lokal gruppe, der kan vokse til at blive en  menighed. Medlemmerne i Botora har planer om at plante et nyt outreach i omådet Tullu Kosi, og de ønsker også at ansætte en præst inden for de kommende år, så de kan blive en fuldgyldig menighed.

En af de kristne i Botora har givet et stykke land til outreachet, hvor de har
bygget et lille skur af bølgeblik, men de drømmer om at kunne bygge et ordentligt kirkehus, for de oplever, at gruppen stadig vokser. 

Fællesskabet i Botora har dermed store drømme og visioner om at vokse og udbrede evangeliet, og de arbejder ihærdigt for at leve drømmene ud.

Bragt første gang i Promissiobladet #2 2022.

HVAD ER ET OUTREACH?

I Mekane Yesus-kirken er der forskel på outreaches og menigheder. En menighed er en etableret kirke med en præst og et vist økonomisk grundlag. Alle menigheder har som en del af deres evangelisations-arbejde et eller flere outreaches, som også kaldes prædikepladser. Det er mindre, lokale grupper, som kan vokse til at blive menigheder en dag. Outreachet i Botora hører under menigheden i Sululta.