Jeg elsker muslimer

Af Kurt Christensen, korttidsudsendt underviser

Ordene faldt fredag den 10. marts lidt efter mørkets frembrud i det sydlige Etiopien. Sammenhængen var, at jeg i forbindelse med min undervisning om kristendom og islam på Ethiopian Graduate School of Theology i Addis Ababa gentagne gange havde hørt mine studenter tale om mission blandt muslimer, og nu havde jeg mulighed for at opleve det på nærmeste hold.

Fra 2 til 2600

Jeg var af lederen af en missions- og kirkeplantningsorganisation ”Horn Of Africa Evangelical Mission Engagers” blevet inviteret til at møde de to ledere af et forholdsvis nystartet, men særdeles succesrigt, arbejde med henblik på at bringe evangeliet om Jesus Kristus til muslimer. Og efter en varm og støvet biltur sad jeg nu over for de to ledere, som fortalte lidt om sig selv og om det arbejde, som de står midt i. De to ledere var omkring 60 år, afbalancerede og tillidsvækkende og talte et udmærket engelsk. Den ene, som var tidligere muslim, havde sagt farvel til et vellønnet NGO-arbejde for at hellige sig arbejdet med at bringe evangeliet til muslimer. Den anden havde hele sit liv været forretningsmand, men havde lidt efter lidt sat sin hustru ind i forretningslivets hemmeligheder sådan, at han nu kunne arbejde heltids som missionær blandt muslimer. Han havde altid været kristen, fortalte han, men havde også hele tiden været omgivet af muslimer, og som han sagde: ”Jeg elsker muslimer!”

Arbejdet, som de to ledere af muslimarbejdet står for, er seks år gammelt. Det var begyndt ganske småt, men inden for det sidste år er der kommet skred i tingene. De har 44 medarbejdere, hvoraf 14 er lønnet af ”Horn of Africa”. Og hvis jeg forstod det ret, har de i løbet af de seks år døbt cirka 2600 muslimer, heraf cirka 1500 det sidste år. Blandt de døbte er der fem tidligere sheiker – muslimske ledere – hvilket gør denne bevægelse til noget, der ikke kan overses. Om onsdagen havde de døbt 40 mænd – jeg så video af det – og den kommende uge regnede de med at skulle døbe omkring 40 kvinder.

Jesus er større end Muhammed

De kristustroende, men endnu ikke døbte muslimer, bliver blandt andet af sikkerhedshensyn samlet fra et stort område på et lille træningscenter, som jeg besøgte tidligt lørdag morgen. Her får de et fem-dages kursus ved tidligere muslimer om forskellen mellem kristendom og islam. Og de, som ønsker det, bliver så døbt.

En central del af undervisningen fokuserer på de tekster i Koranen, som omhandler Jesus. Og man kan efter mit skøn ikke komme udenom, at det er ganske forbløffende, hvad der i Koranen siges om Jesus: Han er født af en jomfru, han helbreder blinde og spedalske, opvækker døde og er oprejst til Himlen. Han omtales som Messias, Guds ord og så videre. Han betegnes som syndfri, mens Muhammed ifølge Koranen må bede om syndstilgivelse. Man kan let komme på den tanke, at Jesus ifølge Koranen faktisk er en meget større profet end Muhammed, ja, mere end en profet. Og når tidligere muslimer ser, at sådan forholder det sig tydeligvis endog ifølge Koranen, så vokser frimodigheden over det valg, som de har foretaget.

Åbne døre for evangeliet

Og der er netop nu åbne døre for evangeliet blandt muslimer, fremhævede de to ledere og mine medrejsende fra ”Horn of Africa”, uden at de dog i den forbindelse kom ind på forholdet til de mere radikale muslimer. Problemet er imidlertid, at de nyomvendte muslimer, især den ældre generation, ikke føler sig hjemme i de traditionelle kirker (hvor mænd og kvinder sidder sammen ved gudstjenesten), og at kirkerne heller ikke er gearet til at tage imod muslimerne. Så de har behov for rundt omkring at få bygget små kirker til 100 – 150 personer. Og der er fem-seks nydøbte, som hver for sig har tilbudt at levere jord til en kirke. En sådan kirke kan bygges for den ringe sum af 4000 dollars (30.000 kr.)!

De fortalte også om en gammel muslimsk mand på 95 år, som boede endnu længere mod syd. En i hans familie var besat af en dæmon. Så i nærvær af hele familien på over 40 personer samt flere nabofamilier tilkaldte de imamen for at uddrive dæmonen, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Så sendte de bud efter en evangelist. Og hvis jeg forstod det ret, bad han fra kl. 23 om aftenen til kl. 5 om morgenen, hvorefter dæmonen var uddrevet. Den 95-årige erklærede herefter, at nu ville han følge Jesus, og de i familien, som ikke ville følge ham, skulle forlade hans hjem. To tredjedele af familien samt flere af nabofamilierne blev!

”’Insider’-bevægelsen er fortid!”, hævdede de to ledere, altså den strategi, som går ud på, at de kristustroende og døbte muslimer bliver ved med kulturelt at være muslimer og også fortsætter med at gå i moskeen, selvom de nu beder til Jesus og den treenige Gud. Det er ok, at de kristustroende og døbte muslimer ikke ændrer klædedragt, men de kan ikke blive ved med at gå i moskeen. De må danne nye fællesskaber, husmenigheder, hvor de kan dele og formes af troen på Jesus!

Et befriende udsagn

Jeg er, det må jeg indrømme, en smule rystet over udsagnet: ”Jeg elsker muslimer!”.  Kan man virkelig sige det så uforbeholdent? Bør man kunne sige det?  

Og udsagnet ”Jeg elsker muslimer!” er sandt at sige heller ikke ord, som man oftest hører hverken i Danmark eller her i Etiopien. Frygt og had er oftere den holdning, som kommer til udtryk. Og her i Etiopien ikke uden grund. Der er gennem de sidste 20-30 år sket en tydelig radikalisering af Etiopiens muslimske befolkning (som udgør ca. 35 % af den samlede befolkning). Salafister, inspireret og sponsoreret af Saudi-Arabien, har inficeret store dele af den muslimske befolkning, hvilket i flere omgange har resulteret i omfattende afbrændinger af kristne kirker og kristne hjem med adskillige døde til følge. Desto mere gør det indtryk at høre udsagnet så uforbeholdent, trygt og befriende: ”Jeg elsker muslimer!”

Vi må bringe det bedste, vi har

Muslimer over hele verden ser med skepsis på kristen mission blandt muslimer. De anser det for udtryk for manglende respekt og glemmer i den forbindelse ofte, at muslimer jo heller ikke ligger på den lade side, når det gælder om at føje nye til Islam (da’wah), og i den forbindelse ikke altid nøjes med ”ordets magt”. Det blev ikke sagt udtrykkeligt den 13. marts, at udsagnet: ”Jeg elsker muslimer” var motivationen for at bringe muslimer evangeliet. Men det lå i luften. Og en bedre motivation kan ikke tænkes. Den bringer missionen blandt muslimer på bølgelængde med Guds motivation for overhovedet at sætte ”Jesus-projektet” i værk, således som det fremgår af Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Gud elsker muslimer. Under den religiøse og politiske overflade befinder der sig mennesker som du og jeg, som Gud elsker, og som han derfor ønsker at bringe evangeliet om Jesus Kristus. Præcis dette tror jeg, at min ven i Sydetiopien havde forstået. Jesus opfordrer os ganske vist også til at elske vores fjender. Men sådan tror jeg slet ikke, at min ven anskuede tingene. Der var ikke tale om fjender, men om medmennesker. Gud elsker muslimer, og derfor må vi også elske muslimer og bringe dem det bedste, som vi har, evangeliet om Jesus Kristus. Mission blandt muslimer motiveres dermed af noget endnu mere grundlæggende end respekt, nemlig af Guds væsen, som er kærlighed!

Gud elsker i øvrigt også ”åndedyrkere”: Den følgende lørdag overværede jeg, at 71 etiopiere fra animistisk sammenhæng under fest og glæde og trommehvirvler blev døbt i Awashfloden.

Kurt Christensen
Professor dr. theol.
Menighedsfakultetet, Aarhus
Leder af Center for Kristen Apologetik

I skrivende stund udsendt af Promissio til undervisning i Addis Ababa.
Marts 2017