Spredning af evangeliet er en del af kirkens identitet

Af Anders Møberg, missionær i Etiopien

Da vi forleden var til lokal gudstjeneste på Mekanissa, blev der bedt for to unge kvinder som for nyligt er kommet til tro på Jesus. Først bekendte de troen foran hele menigheden, og dernæst bad præsten for dem med håndspålæggelse. Til sidst klappede menigheden, og der var mange smil.

”Vi oplever en eksplosiv vækst i medlemsantal i disse år”, fortæller Wodajo Weldesenbet og siger videre: ”Vores årlige optællinger fortæller at vi over de sidste to år har haft en medlemsfremgang på en million medlemmer”.

Wodajo arbejder på Mekane Yesus Kirkens hovedkontor, har årelange erfaringer med kirkens arbejde på lokalt plan og er rådgiver for kirkens præsident. Jeg har sat ham stævne for at høre mere om hvad han mener, er årsagerne til kirkens vækst; en kirke som nu har mere end syv millioner medlemmer og dermed er den største lutherske kirke i verden.

Hvor kan vi forkynde?

Jeg spørger ind til hvilke metoder kirken bruger til at sprede evangeliet, og Wodajo fortæller om Mekane Yesus Kirkens omfattende outreach arbejde. ”Vi har omkring 8000 menigheder og 3600 outreaches, og vores mål er at plante endnu flere menigheder i de kommende år”. Et outreach er en menighedsplantning som endnu ikke har opnået status af at være selvstændig menighed, men hvor en lokal menighed rækker ud til nye med evangeliet.

Som Promissios missionærer udsendt til Mekane Yesus Kirken hører vi meget ofte om nye menigheder og outreaches der er opstået. Historierne er nogenlunde ens og kører efter samme skabelon. En menighed spørger sig selv hvor de kan forkynde evangeliet, dvs. hvor de kan etablere et outreach. De vælger et geografisk område og begynder at sende teams og ansatte evangelister til stedet. Tålmodigt forkynder de evangeliet, og efter nogle år er der basis for en husmenighed, og dermed er et outreach blevet til. Nogle år senere bygger denne lille forsamling en kirke af blikplader, og endnu flere slutter sig til. Efter 7-15 år bliver forsamlingen selvstændig og overgår fra at være outreach til selvstændig menighed. Der er dog nogle krav til en forsamling før de kan opnå at blive selvstændighed menighed, og en af dem er at menigheden forinden har etableret sit eget outreach. Derved er spredningen af evangeliet en del af kirkens væsen og identitet.

Kirken giver folk en stemme

Det der sker når Mekane Yesus Kirken på den måde vinder frem, er at området, hvis det er et udpræget landligt og uudviklet område, får en stemme. Med kirken er der nogen til at råbe de lokale myndigheder op og samtidig tage et opgør med de lokale magtstrukturer, som oftest er bundet op omkring den lokale medicinmand og troen på hans evne til at tage varsler og rådgive om lokale guders vilje. 

”Når kirken vinder frem, kommer mennesker til tro, men med kirkens arbejde udvikles området også, en skole bliver måske oprettet, og kirken forsøger at svare på lokale behov”, fortæller Wodajo. Vi talte videre om denne metode og blev enige om at det virker til at Gud i særlig grad velsigner outreach arbejdet i disse år.

Det begyndte med forfølgelser

Når Mekane Yesus Kirkens ledere og missionærer fra partnerorganisationerne beskriver årsagerne til væksten, tales der ofte om tre elementer. 1) At kirken arbejder holistisk, hvilket betyder at den forsøger at svare på både menneskers åndelige og fysiske behov. 2) At kirken, især fra 90’erne og frem, har oplevet en karismatisk vækkelse som på en særlig måde har vakt genklang i forhold til etiopiernes spiritualitet. 3) At kirken har enorm stor vægt på bøn og åndelige discipliner.

Wodajo nikker genkendende til disse årsager, men siger også:

- Det hele begyndte nu med forfølgelserne af kirken og dens medlemmer og ledere i 70’erne og 80’erne. Det eksterne pres var en prøvelse for os, og vi blev dedikerede og stærke.

Det er den dedikation som i dag gør at menighederne spørger: ”Hvor skal vi have vores næste outreach?”, og som gør at der mange søndage bedes for nye kristne. 

21. april 2015