Høje huslejepriser er ikke kun et økonomisk problem
Priserne på lejeboliger og byggegrunde i Addis Ababa er skyhøje. Det skaber såvel økonomiske som åndelige udfordringer for Mekane Yesus-kirkens outreaches.
Af Line Reckweg Nissen, markedsførings- og sekretariatskoordinator
Netværkskoordinator Lotte Birch Carlsen og jeg kører ind på byggepladsen i området Tulu Dimtu i Addis Ababa, kyndigt vejledt af koordinatoren for evangelisterne i projektet ”Jesus til nye bydele”, Moti Daba. Vi skal besøge evangelisten Gizaw Haile, der hvor hans outreach har til huse, for at få et indtryk af projektets velsignelser og udfordringer. Moti beder os om at parkere foran en lang række kommende boligkomplekser, som stadig ikke er andet end betonskeletter, og vi får hurtigt syn for sagen, at en af de mest presserende udfordringer er huslejepriserne.
Moti Daba leder os ind bag en grå blikplade, og til vores overraskelse befinder vi os pludseligt i en lille sal med rækkevis af klare blå plastikstole. ”Salen” er første etage i et af betonskeletterne. Væggene er rå lecablokke med huller til vinduer og døre, og gulvet er hårdtrampet jord. Her samler Gizaw Haile hver uge outreachets 80 medlemmer til gudstjeneste.
”Vi lejer hele bygningen med tre etager for kun 5.000 birr om måneden – og prisen stiger ikke lige foreløbig, for snart flytter ’bossen’ ind,” fortæller Gizaw Haile med et smil og peger på sig selv. Han har et godt forholdt til udlejeren, hvilket afspejler sig i den billige husleje, som svarer til cirka 1.200 danske kroner. Det er en god pris til trods for manglen på døre, vinduer, vand og strøm, og væsentligt billigere end for mange andre outreaches. De spartanske forhold leder dog andre problemer med sig, finder vi senere ud af.
Dyrere end i New York
Generalsekretær i Addis Ababa-synoden Berhanu Eshete er mere end klar over outreachenes bolig-udfordringer.
”Addis Ababa vokser eksplosivt, og det er svært for os at følge med. Byen er Etiopiens hovedstad, så der er stor opmærksomhed på byen og stor tilstrømning, og priserne er dyre. Vi har svært ved at aflønne evangelisterne og præsterne korrekt, fordi alt er dyrt,” siger Berhanu Eshete.
Addis Ababa strækker sig over 520 km2 land, som staten ejer og administrerer. Det er derfor ikke en nemmere løsning at tilkøbe sig land og bygge kirker i stedet for at leje sig ind. Efter etiopiernes eget udsagn er landpriserne i Addis Ababa dyrere end i New York, økonomierne taget i betragtning. Prisen for én kvadratmeter standplads på Addis Ababas største marked, Mercato, er 65.000 kr.
”Prismæssigt kan du starte 10 menigheder på landet tilsvarende én i Addis Ababa. Det samme gælder lønninger,” siger Berhanu Eshete.
Medlemmer lokkes af flotte kirker
I Tulu Dimtu er man tilfreds med sin boligløsning, selvom strømmen hentes med forlængerledning fra en venlig nabo, men Gizaw Haile er opmærksom på, at de høje huslejepriser afstedkommer mere end økonomiske udfordringer. Outreachet i Tulu Dimtu ligger nemlig i konkurrence med en stor, flot kirke længere nede ad vejen, som tiltrækker mange kirkegængere – en udfordring som går igen for mange af Mekane Yesus-kirkens menigheder.
”I synoden er vi udfordret af, at andre kirker ’tager’ vores medlemmer, fordi de har råd til lækre lokaler og til at reklamere på TV,” siger Berhanu Eshete.
I mange af disse kirker får medlemmerne at vide, at jo flere penge de giver, jo bedre liv får de. Disse flotte, moderne kirker tiltrækker unge fra Mekane Yesus-kirken og er med til at gøre boligudfordringen til et åndeligt problem.
”Der er mange kirker og meget litteratur fra andre kirkeretninger, men ikke særlig meget luthersk. Det er det samme på TV. Der er mange præster fra andre kirkeretninger, og mange Mekane Yesus-medlemmer farer vild i deres teologi på grund af dette,” siger Berhanu Eshete.
Det er Gud, der gør det
Addis Ababa-synodens økonomiske udfordring er ikke til at tage fejl af, og outreachene er afhængige af venligt stemte udlejere og naboer, foruden menighedernes vilje til at bære med økonomisk. Alligevel insisterer Mekane Yesus-kirken på at plante nye outreaches, dér hvor kirkens medlemmer bor. Byens infrastruktur og tætte trafik gør det næsten umuligt at krydse byen, og selv synodepræsidenten, Kiros Lakew, tager hjemmefra halvanden time før, han møder ind på kontoret, for at være sikker på at nå det til tiden. Derfor kan medlemmerne ikke altid komme til kirken, og kirken må i stedet komme til dem.
Udfordringerne er dog ikke altid kun nedslående. Mekane Yesus-kirken har lært at betragte dem som en styrke.
"Vi nyder udfordringer, for så kan vi se, at det er Gud, der gør det. Var alt nemt, kunne vi tro, at vi selv gjorde det hele,” siger Berhanu Eshete.
August 2018
SAMMENLIGNING*
Addis Ababas areal: 520 km2
Københavns areal: 88 km2
Almindelig månedsløn i Addis Ababa: 700 kr.
Almindelig månedsløn i København: 28.300 kr.
Månedlig husleje for 100 m2 i Addis Ababa: 3.500 kr.
Månedlig husleje for 100 m2 i København: 16.600 kr.
*Tallene er tilnærmelsesvise og baseret på danske undersøgelser og kendskabet til situationen i Addis Ababa.