På gaden i Addis Ababa

Af Rolf Weber Jørgensen, skribent

Ugen før

Der er en uge til, vi skal på gaden i Addis Ababa. Min kollega Aselef og jeg er gået i gang med forberedelserne og har spurgt Win Souls for God om at låne os en bil og sendt brev til politiet om, at vi skal på gaden mellem kl. 20 og 22 (måske 23), så de ved, hvem vi er, og hvad vi laver.

I den kommende uge begynder jeg at faste, og så skal vi bede til Gud, om at han vil give os nogle møder med piger, som har behov for et nyt liv, eller nogen som lever farligt eller har givet op – og om at han vil give os ord i situationen.

Amare skal også med, for vi går aldrig på gaden uden at have en mand med – plus chaufføren. Det gør det lidt mindre risikabelt.

På vej

Vi er på vej. I lommen har vi håndskrevne sedler med vores egne telefonnumre, som vi kan give pigerne. Det duer ikke med en brochure, fordi mange af pigerne har negative erfaringer med organisationer, som giver sig ud for at hjælpe, men stikker pengene i egne lommer.

Jeg er bange og beder hele tiden, for vi ved aldrig, hvad der kommer til at ske, og nogle gange går det ret voldsomt for sig. Pigerne – og især alfonserne – spytter ofte på os, og to gange er jeg blevet ramt af stenkast. Det gør ondt. Men det værste er chikanen og de grove ord, de råber efter os. De påvirker mit selvbillede og mit inderste, men jeg gemmer ikke på det, for så kunne jeg ikke gå ud igen. Jeg er kun et menneske, så nogle gange bliver jeg rasende, og andre gange gør det mig ked af det. Og det kan godt påvirke min nattesøvn i dagene efter.

På gaden

Vi når frem til et af de fire-fem steder, vi oftest besøger. Jeg åbner bildøren, stiger ud – og mærker at frygten forsvinder. Der er lyst som dagen på grund af neonlys, og stemningen er speciel. Det ligner et galehus: Pigerne tager alle mulige stoffer for at klare kulden. Nogle sniffer lim eller stærkere sager, nogle tygger khat, og så bliver der drukket alkohol.

Den væmmelige stank fra stofferne og cigaretrøgen er generende, men ikke så generende som alfonserne, hvoraf nogle er meget flot klædt på. De kalder os tyve, fordi de tror, at vi tager pigerne med for at sælge dem andre steder, og fordi de er bange for at miste indtægter. Det er sket, at nogle alfonser tilbyder os arbejde.

Nogle af pigerne generer os også - især dem, der er stærkt påvirket af stoffer og alkohol. Så bliver de hårde som sten og frygtløse. Andre flygter skræmt, hvis der bliver kastet med sten mod os. Mange af dem har barberblade, som de bruger til at forsvare sig mod fulde kunder, der mishandler dem.

Hvis en alfons chikanerer os, kan det ske at nogle af deres piger siger, at vi skal forsvinde – andre forsvinder selv – og af og til er der nogle, som faktisk forsvarer os mod dem, der spytter på os.

Invitationer og vidnesbyrd

Aselef og jeg fortæller vores egne livshistorier om at være på gaden. Vi inviterer dem, der lytter til at komme på besøg på Deborah Centeret, så de kan se, hvad det er for noget. Jeg opmuntrer dem til ikke at tænke for længe over, om de skal komme – og helst komme dagen efter. Jeg fortæller dem også, at de ikke skal diskutere deres valg med nogen, men at de skal tage beslutningen på egen hånd, for de andre piger vil forsøge at overtale dem til at lade være.

Nogle gange har vi et par af de piger, der bor på Deborah Centeret med, så de kan fortælle, hvad det har gjort ved dem at få et nyt liv, men kun de mest modne, som kan tåle eventuelt at møde tidligere kunder.

Efter

På vej tilbage til Deborah Center taler vi om aftenens samtaler og begivenheder. Vi beder også for pigerne, som har fået vores telefonnumre.

Næste morgen ringer telefonen ... 

 

Artiklen blev bragt første gang i Promissio-bladet #3 september 2023