Engelsk er et støttefag

Mulunesh Abera er glad for engelskundervisningen fordi den hjælper hende med teologistudiet.

Af Berit Østby, missionær i Etiopien

Det er torsdag på Mekane Yesus Seminariet, og i fem grupper finder vi 26 første års engelskstudenter bøjet over bogen om Gladys Aylward. Fortællingen om kvinden der dumpede til alle eksaminer på missionsskolen, men som alligevel rejste til Kina på egen hånd, fascinerer studenterne. De lytter til gruppelæreren som indlæser historien på diktafon, mens de følger teksten i deres bøger. Derefter taler de om indholdet før de selv læser teksten. Nye ord bliver forklaret, studenterne noterer og skal så lytte til optagelsen før næste gang.
De allerfleste har sjældent haft anledning til at lytte til eller praktisere engelsk. De er vant til at tale i kor i store klasser hvor lærerne ikke har kapacitet til at lade eleverne tale en og en.

Mulunesh vil forkynde
En af studenterne er Mulunesh Abera som er gift og har to børn på 2½ og 8 år. Hun kommer fra Gulliso i Vestwollega hvor hun var evangelist i flere år før hun tog en toårig uddannelse i teologi. I 2008 blev hun ordineret og arbejdede i fem år som sognepræst for ti menigheder med i alt 20.000 medlemmer. I begyndelsen mødte hun modstand fordi hun som kvinde ville være præst, men familien støttede hende fordi de elsker budskabet om Jesus!
Muluneshs største ønske er at kunne forkynde og undervise i Guds ord. Synoden har sendt hende og lovet hende arbejde når hun kommer tilbage. Hun genkender sig selv i mange af de udfordringer Gladys havde. Selv gik hun en gang 3-4 måneder uden løn fordi synoden var i økonomisk krise.
Kravene fra den komité som giver akkreditering til teologiafdelingen på seminariet, er at al undervisning skal være på engelsk. Engelskundervisningen skal derfor udruste studenterne så de kan tilegne sig det faglige stof de skal igennem på et bachelorstudie. Tanken bag den anderledes og mere praktiske tilgang er at give gode redskaber som de kan bruge gennem de fire år de læser teologi. Veksling mellem undervisning i klasse og i grupper giver eleverne veksling mellem grammatik og praktiske færdigheder.
Mulunesh siger det er første gang hun har lært engelsk på den måde, og at det hjælper hende meget. Hun synes det er lystbetonet, samtidig med at hun har lært mange nye og vanskelige teologiske ord. Gruppearbejdet giver hende frimodighed til at snakke. Hun synes også at det har været nyttigt at bruge billedhistorier fra Bibelen til at udvide ordforrådet.

16. marts 2012

Del denne side
Dagens bedeemne

Promissios frivillige talere