Tessa drømmer om at udvide bibelskolen

Skolens leder ønsker at alle der gerne vil gå på bibelskolen i Dodola, skal have mulighed for at gøre det.

Af Christian Vestergaard, volontør i Etiopien efteråret 2014

Mød Tessa Kediro. Han er leder af bibelskolen i Dodola og ny i byen siden sommeren 2014 hvor han blev færdigudlært på Mekane Yesus Seminariet i Addis Ababa. Far til to, en dreng og en pige, der bor i Ginir med hans kone mere end 250 km væk fra Dodola i Sydetiopien.

Tessa kom til Dodola for at lede det opsøgende evangelisationsarbejde i Mekane Yesus Kirkens Wabe Batu Synode, men da den tidligere bibelskoleleder fik jobmulighed i Hawassa, blev Tessa bedt om at påtage sig jobbet som leder af bibelskolen.

Bibelskolen rummer 16 elever i skoleåret 2014-2015, to kvinder og 14 mænd. Eleverne kommer langvejs fra da bibelskolen er den eneste af sin slags i Wabe Batu Synoden.

Alle skal kende Bibelen

Tessa fortæller at formålet med bibelskolen er at eleverne kan komme og blive undervist og bagefter bruge det de har lært, der hvor de hører hjemme. Tessas ønske er at alle der har lyst til at gå på bibelskolen, skal kunne det. Visionen er at alle skal kende Bibelen og dens budskab. Islam er stærkt repræsenteret her i Dodola og endnu mere i området øst for byen, i Østbale der grænser op mod Somalia. Børn oplæres i islam helt fra barns ben, for at muslimernes vision om helt at overtage Dodola og Bale kan opfyldes.

Tessa har en langsigtet vision om at højne bibelskolens niveau til diploma som er niveauet inden en bachelorgrad. Det kræver ansættelse af flere lærere, indkøb af nye bøger og højere løn til de nuværende lærere hvis løn er for lav. Det kræver også bygning af flere klasseværelser – nu har skolen kun ét. Endvidere besværer det skolens budget at prisen for et bibelskoleophold ikke er særligt høj, men eleverne og deres menigheder har ikke råd til at betale mere.

Tessa beder om forbøn for sit arbejde og for bibelskolen.

3. december 2014

Missionærer Inger og Arne Holmgaard fra Promissio er deltidslærere på bibelskolen i Dodola. Inger underviser i engelsk, og Arne underviser i 1. Korinterbrev og evangelisation.

Du kan støtte bibelskolen gennem Promissios projekt: Kirken vil forkynde for muslimer.

Del denne side
Dagens bedeemne

Promissios frivillige talere