Tilbeder muslimer og kristne den samme Gud?

Af Kurt Christensen, underviser i Etiopien i foråret 2014

Et af de store og vanskelige spørgsmål i forholdet mellem muslimer og kristne drejer sig om Gud, gudsbilledet, gudsforståelsen: Tilbeder muslimer og kristne den samme Gud?
Det spørgsmål gav jeg mine 25 studerende på Ethiopian Graduate School of Theology som emne for deres afsluttende skriftlige arbejde i forbindelse med forårets undervisningsforløb om ”Islam og kristendom”. Og det var tydeligvis et spørgsmål som faldt i god jord, for det kom der mange gode besvarelser ud af.
Jeg havde på forhånd sagt at de selvfølgelig måtte svare som de mente det var rigtigt, og at det afgørende for mig ikke var hvilket svar de nåede frem til, men hvilke argumenter som de førte i marken for deres synspunkt. Svarene viste sig i store træk at blive fordelt i tre næsten lige store bunker: Cirka en tredjedel svarede ”ja”, vi tilbeder den samme Gud - om end vort billede af Gud er noget forskelligt. En anden tredjedel svarede klart ”nej” - selvom der er visse ligheder i gudsforståelsen. Og endelig svarede den sidste tredjedel på forskellig vis ”både - og”.

Studier udfordrer ens holdninger

Som sagt var det tydeligvis et spørgsmål som havde de studerendes store interesse, og flere af dem benyttede sig da også af anledningen til at læse vidt og bredt om emnet. Og det var da egentlig også hensigten. Jeg synes jo at det må være et aldeles centralt spørgsmål at beskæftige sig med i et land som Etiopien hvor omkring en tredjedel af befolkningen er muslimer.
Et par af studenterne nævnte også i samtaler med mig at de ved at arbejde med emnet havde ændret holdning – uden at jeg præcist ved hvor de startede, og hvilken opfattelse de endte med. Så godt nåede jeg ikke at lære deres navne at kende i løbet af de syv uger som jeg tilbragte i Addis Ababa. Men egentlig bliver jeg glad når jeg hører den slags bemærkninger.
Vi har jo alle vore holdninger og synspunkter. Men et af formålene med at gå i gang med en akademisk uddannelse er at lade sig udfordre på sine holdninger og meninger sådan at man ender med at have mere velunderbyggede meninger end før. Man skal med andre ord både have muligheden for og villigheden til ”at blive klogere”. Det ville i den forbindelse være lidt urovækkende hvis man kom ud på den anden side af en akademisk uddannelse med nøjagtigt de samme meninger og holdninger som man startede med. Det kunne tyde på at man ikke virkeligt havde ladet sig udfordre. På den anden side kan det selvfølgelig ske at man ender med at have fastholdt og underbygget sin ungdoms idealer.

Det ukendte er utrygt

Også et par andre bemærkninger vil jeg nævne, nemlig at nogle studenter gav udtryk for at de fandt undervisningen særdeles relevant. – Og det bliver man som underviser selvfølgelig glad for at høre.
Vi kender sikkert alle til at vi er utrygge ved det fremmede og ukendte. Det gælder også fremmed og ukendt religiøsitet. I den forbindelse mødte jeg flere vidnesbyrd om at dette at få en mere omfattende viden om islam og om ligheder og forskelle mellem islam og kristendom, gav studenterne frimodighed til at møde muslimer og søge at blive venner med dem.
Et helt afgørende spørgsmål er i den forbindelse hvilket billede af muslimer vi grundlæggende har i vort hoved: Er muslimer først og fremmest fjender, eller er de først og fremmest medmennesker? Og her kommer gudsforståelsen ind i billedet. For hvad enten muslimer tror på nøjagtig den samme Gud som vi kristne gør, eller ej, så ved vi kristne at også muslimer er skabt af Gud, himlens og jordens skaber. Og det betyder at de på en helt grundlæggende måde er vore medmennesker – og mennesker som evangeliet om Jesus Kristus skal forkyndes for.

20. juni 2014