Tro handler om håb

Af Marianne Bach, kommunikationssekretær fra 1984-2016

I afrikansk traditionel religion skal den troende hele tiden ofre til sin gud. I kristendommen har Gud gjort det én gang for alle.

Det er en af de vigtige pointer som pastor Anthony S. Mulbah understreger i sin undervisning om afrikansk traditionel religion på Den lutherske Kirkes uddannelsescenter i Totota, Liberia, hvor eleverne i september 2015 snart er færdige med deres uddannelse som evangelister eller ordinerede diakoner.

Anthony begynder sin time med at tegne to kolonner på tavlen i klasseværelset. Kolonnen til venstre handler om afrikansk traditionel religion, og den til højre har overskriften kristendom. Og så hjælpes lærer og elever ad med at udfylde kolonnerne ud fra spørgsmål som: Hvem tror man på? Hvad skal den troende gøre, hvorfor og med hvilken effekt?

Undervejs i arbejdet, som foregår over tre forskellige lektioner, diskuteres de forskellige bud på svar og deres baggrund intensivt indtil man når frem til enighed om de rigtige svar. Svarene skriver Anthony så i kolonnerne på tavlen mens han opsummerer den væsentligste forskel mellem afrikansk traditionel religion og kristendom. Det gør han nogenlunde således:

Håbet afhænger af den troende

I afrikansk traditionel religion tilbeder den troende Det højeste Væsen. Den troende er afhængig af Det højeste Væsens velvilje. Den troende må derfor formilde Det højeste Væsen med ofre, og det må han gøre fortløbende, igen og igen. Der skal også ofres når den troende vil bede Det højeste Væsen om hjælp til et eller andet, for Det højeste Væsen stiller krav, og dem skal man opfylde.

Den troende kan ikke selv henvende sig direkte til Det højeste Væsen, men han skal gøre det gennem mellemmænd: ånder, forfædre eller stammens ældste – så dem skal han også stå sig godt med. Desuden er det disse mellemmænd der ved om offeret skal være et dyr eller måske et menneske.

Den troende har håb. Det håb er dog endnu ikke realiseret. Håbets realisering afhænger til stadighed af den troendes ofre og er betinget af den troendes indsats, ihærdighed og styrke. Den troende må ofre og arbejde hårdt på at overbevise Det højeste Væsen om at han skal acceptere den troende og hjælpe ham.

Afrikansk traditionel religion har flere lighedspunkter med jødedom. Ifølge det Gamle Testamente skal jøderne for eksempel ofre dyr til Gud, det er den tradition Gud gav sit folk. Og i både afrikansk traditionel religion og jødedom såvel som i islam og hinduisme venter de troende på at ting skal ske, de venter på at Gud skal komme til mennesker.

Håbet afhænger af Gud

Den venten på at Gud skal komme til mennesker, opfyldes i det Nye Testamente. Det Nye Testamente virkeliggør alt det der forudsiges i det Gamle Testamente. Nu er der ikke længere behov for at den troende skal ofre noget som helst, for Gud har ofret sig selv/Kristus én gang for alle. Kristus er broen mellem det Gamle og det Nye Testamente.

I kristendommen er den troendes håb realiseret i tro (Rom 8,24-25). Gud har realiseret håbet på grund af hans kærlighed til os, og håbet – frelsen – afhænger alene af Gud. I Kristus kom Gud til jorden og satte den troende fri. Den troende skal intet gøre selv, for Gud har gjort det hele – ganske gratis og af nåde. Den troendes tro er derfor ikke en slags offer som den troende skal give til Gud. Troen er derimod en garanti eller overbevisning som Gud giver til den troende.

Den troende kan henvende sig direkte til Gud og kalde ham Far, og Gud svarer i sin time.

Velsignelsen

Anthony og eleverne taler også om at et tilbedelsesritual i afrikansk traditionel religion altid slutter med en velsignelse: ”Må den gud som bragte os her, bringe os sikkert tilbage. Lad det ske!”

Også i den kristne kirke slutter alle gudstjenester med en velsignelse: "Herren velsigne og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred! Amen."

Anthony forklarer at amen betyder: Det er sandt, det skal ske, og sammen med eleverne konkluderer han dernæst at meningen i den afrikanske traditionelle velsignelse og i den kristne velsignelse dybest set er den samme, nemlig et ønske om at gud/Gud må være den troende nær og bevare ham.

- De to velsignelser betyder det samme, og det er betydningen der er vigtig, ikke hvordan den formuleres. Vi kan derfor godt formulere den kristne velsignelse med ord som folk kender fra afrikansk traditionel religion. Det gør jeg ofte fordi jeg vil være sikker på at folk forstår budskabet i velsignelsen. Det vigtige er nemlig ikke selve ordene, men hvordan vi handler på dem, forklarer Anthony.

- Når et ord eller begreb har samme betydning i afrikansk traditionel religion og kristendom, så kan vi godt bruge ord og begreber fra den traditionelle religion i kristendommen. Men hvis betydningen er forskellig, så kan vi absolut ikke, understreger han.

	Afrikansk traditionel religion	Kristendom
Hvem tilbeder man?	Det højeste Væsen	Den treenige Gud
Hvorfor skal der ofres?	Formilde Det højeste Væsen op opfylde hans krav	Sone synd, forsoning med Gud
Hvem skal ofre?	Den troende	Gud, og det har han gjort
Hvad skal ofres?	Dyr, menneske	Kristus: Gud og menneske
Hvor tit skal der ofres?	Fortløbende, igen og igen	Én gang for alle, og Gud har gjort det
Hvordan henvender den troende sig til sin gud/Gud?	Gennem mellemmænd: ånder, forfædre, ældste	Direkte

17. november 2015