Underviser med hjerte, mund og hænder

Af Hans-Christian Vindum Pettersson, praktikant i Etiopien efteråret 2014

I efteråret 2014 var jeg i praktik på Tabor Evangelical College i Hawassa, Etiopien, som gæstelærer. Jeg underviste i to spændende fag: vestlig kirkehistorie og discipelskab/lederskab.

Sproglige udfordringer

Den første dag blev jeg præsenteret for mine hold hvoraf over halvdelen havde ringe engelskkundskaber. Det betød at jeg måtte ty til lyde, håndbevægelser og andre virkemidler for at gøre mig forståelig; man kan kalde tilgangen: læring ved latterkramper. Så om ikke andet har mine studerende fået sig et godt grin.

Når tingene blev svære og jeg oplevede at undervise for uforstående ører, var det altafgørende at have den rette motivation for arbejdet at vende tilbage til. Drivkraften bag mit arbejde har været min passion for fagene og ønsket om at give de studerende brugbar viden. Også hos de studerende er det motivationen som holder dem til ilden. Der er ikke tale om læring for læringens skyld, men for familien, for kirken og sendemenigheden. Som en af mine studerende udtrykte det: ”Vi har brug for at lære fordi der er brug for os i menighederne – de har brug for uddannede præster og evangelister”.

Kontekstuelle udfordringer

En anden udfordring har været de uundgåelige kultursammenstød mellem etiopisk kultur og min egen. Der har været mange komiske og pinlige tidspunkter hvor mine forklaringer er faldet til jorden fordi de studerende ikke kender min kultur og baggrund, og fordi jeg kun forstår så lidt af deres. En dag ville jeg for eksempel forklare noget med en filmhenvisning før det gik op for mig at mange på holdet ikke har været i nærheden af et fjernsyn.

Derfor har mit primære bidrag som korttidsudsendt været at levere modkulturelle udfordringer. Jeg har stillet spørgsmål og udfordret de studerende. I forhold til hvad jeg har modtaget, er det et meget lille bidrag, men jeg tror at Gud kan bruge det.

En særlig oplevelse

En af de særligt gode oplevelser af at blive brugt var da jeg gennemgik Jesu tre modeller for kristent lederskab, nemlig tjeneren, hyrden og forvalteren. Tjenerbilledet er det mest centrale modkulturelle billede på en leder som Jesus stiller op, og i alle kulturer er det en udfordring til kirken om at have en anderledes lederforståelse end samfundet. I Guds rige skal ledere ikke se sig som den der er øverst i hierarkiet. "Den som ønsker at være størst iblandt jer skal være alles slave", siger Jesus til de tolv - de første ledere i kirken (Mark 10,35-45).

Det tydeligste eksempel som Jesus viste os på tjenerlederskab, finder vi i Johannesevangeliet kapitel 13 hvor Jesus lærte sine disciple at en leder skal vaske de andres fødder – tjene ved at gøre det som i kulturen kun udføres af de laveste i det sociale hierarki. På flere områder minder etiopisk kultur meget om den nytestamentlige samtid, og derfor valgte jeg at følge Jesu eksempel bogstaveligt. Ved at vaske de studerendes fødder udfordrede jeg forståelsen af læreren som en autoritet der skal tjenes. Det har mine studerende gjort ved at bære mine bøger, viske tavlen ren, betale for kaffen og lytte uden at modsige. Jeg vaskede fødderne på en ældre mand, en yngre mand og en kvinde, for at vise at en kristen leder underlægger sig alle og tjener alle, både dem som kulturelt set har autoritet, og dem som ikke har. Reaktionen var overvældende! De to mænd følte sig pinlige over at jeg gik langt over grænsen for hvad en leder burde nedværdige sig til, og kvinden begyndte at græde på mine vegne.

Selvom jeg havde forberedt seancen, blev jeg også mere berørt end jeg havde forestillet mig. Det holdt hurtigt op med bare at være et pædagogisk virkemiddel, for mens jeg sad på hug foran mine kristne brødre og søster, gik det op for mig at min handling gjorde kærligheden mellem os synlig, og at hele klassen oplevede at jeg ærede dem. Folk var overvældede og rørte, og de vil aldrig glemme den undervisningstime. Det vil jeg heller ikke.

28. januar 2015