Nu vil kvinderne have en uddannelse

Af Finn Hougaard, tidligere missionær i Liberia

De sidder rundt om mig, de seks kvindelige elever på Den lutherske Kirkes uddannelsescenter i Totota. Kvindernes historier er meget forskellige, men de har ét tilfælles: De vil videre i uddannelsen.
Samtalen viser at Liberia har forandret sig i synet på uddannelse af kvinder. Mit oplæg var egentlig at vise hvor svært og nærmest umuligt det er for kvinder at få uddannelse. De har jo mænd, børn og ofte stor husholdning at skulle tage sig af ved siden af markarbejde. Men det udgangspunkt forlod jeg i løbet af samtalen. Ikke fordi det er let for dem, men situationen har ændret sig for kvinder i Liberia.

Sarah bakkes op af familien
Sarah Konah Robert fra Bong Mine er 40 år. Da hun var barn, var det kun de fire drenge i familien der kom i skole. I 2004 begyndte Sarah på aftenskole og nåede til 6. klasse, men måtte slutte på grund af sygdom. Nu går hun på centret i Totota.
Sarahs mor ved at hun er årsag til at Sarah ikke har fået en uddannelse, så nu gør hun alt for at Sarah skal komme videre. Moderen tager sig af Sarahs hus mens hun er i Totota på niveau 2. Hun synes at hun må betale det tilbage til Sarah som hun ikke fik i barndommen. Det viser en kolossal holdningsændring i forhold til pigers skolegang. Men Sarah vil videre, og hele hendes familie støtter hende og vil gøre det praktisk muligt for hende. Når hun er færdig hos os i 2012 og formentlig bliver diakon, vil hun fortsætte til gymnasieniveau og derfra på præsteskole.

Kvinder der ved hvad de vil
Sarah Boyrah kommer fra en kirke i Monrovia der søger optagelse i Den lutherske Kirke. Hun er 44 år og har aldrig gået i skole. Hun skulle blive hjemme og hjælpe med madlavningen, så der var ingen skolegang for hende. Nu kæmper hun bravt med at lære at skrive og læse engelsk med hjælp fra Brian Palmer, som er den amerikanske missionær på centret.
Masu Flingai er 46 år og fra Guinea. Hun blev trukket ud af 8. klasse da hun ventede sit første barn i 1987. Hun vil bruge det hun lærer hos os, til at fortsætte som søndagsskolelærer.
Patricia Manker er 25 år og kommer fra Nimba. Hun stoppede i 9. klasse. Familien havde ikke råd. Der blev ikke gjort forskel på drenge og piger, en bror kom aldrig i skole. Patricia har en lille søn, Joe, og hendes mand støtter hende kolossalt i at hun skal have en uddannelse. Han har besluttet at hun skal fortsætte sin skolegang i Ganta og bo hos søsteren 100 km fra hjemmet når hun er færdig hos os.
Masue Smith, 36 år og fra Belefanai, stoppede i 10. klasse som følge af sygdom. Men hun vil fortsætte og tage sygeplejeuddannelse og videre på universitetet for at få en grad i sygepleje.
Evelyn Gbanya Johnson, 23 år, vil være præst i Den lutherske Kirke i Liberia. Hun har ingen forældre og er alenemor til tre små børn.
Alle siger de: Min drøm vil blive opfyldt.

Stolte kvinder
Det er stort at Liberia har forandret sig så meget at der nu er fokus på kvinders uddannelse, og at kvinder kan sætte sig et mål for uddannelse og gennemføre det.
Det at være elev på kirkens center i Totota har støttet de seks kvinder i ønsket og drømmen om at komme videre, og de mandlige medstuderendes respekt for at kvinder får uddannelse er til at tage og føle på.
- Kvinder kan udføre ting i kirken som mænd ikke kan, siger de kvindelige elever.
- Kvinder kan gøre fremskridt på områder hvor mænd slet ikke drømmer om at der kan komme fremskridt.
- Hvis der skal komme nye initiativer i pastoraterne, skal de komme fra kvinderne.
De tre sætninger markerer ganske flot den optimisme og kvindelige stolthed der lyser ud i min lille stue da kvinderne fortæller om deres liv og situation.

9. november 2011