Promissios støtte gav Marcus et skub i den rigtige retning

Af Tuja S. Berg, netværkskoordinator i Promissio
Bearbejdet af Rikke Thomassen, journalist

Da Markus K. Doe var en lille dreng, var der ikke meget i hans liv, der tydede på, at han ville ende, hvor han er i dag. Og når jeg ser på ham i dag, er det ikke til at se, at han har haft et vanskeligt liv.

Som kun syv-årig stod han alene og skulle passe sin et-årige lillebror, fordi
moren var blevet syg og skulle på hospitalet i Monrovia. Det var i slutningen af borgerkrigen, og det var svært at få mad og vand.

»Folk i byen hjalp os og lavede mad til os, men folk var også pressede over at skaffe mad til sig selv. Da oprørerne kom til byen, blev der vild panik, og folk løb allevegne for at komme væk. Men ingen hjalp mig, og jeg måtte løbe med min lillebror på armen,« fortæller Marcus.

Hans mor var indlagt i længere tid, og undervejs kom Marcus og lillebroren til
Monrovia, hvor de boede hos nogle, som skulle tage sig af dem. Det var dog ikke mere trygt, og Marcus husker tilbage på en tid med skyderier på gaden, og hvor han måtte krybe langs husmurene for at komme hen på hospitalet, hvor han søgte tryghed hos sin mor.

Sommerlejre gav ham styrke

Efter noget tid kom moren hjem igen, og i 2005, da Marcus var 11 år, blev han en del af Den Lutherske Kirkes hjælpeprogram for forældreløse og sårbare børn. OVC-programmet, kaldes det, og OVC står for ”Orphans and Vulnerable Children”. Gennem programmet får børnene blandt andet mad og skolepenge, og de kommer på lejre og udflugter.

Hjælpen betød blandt andet, at Marcus kom i skole for første gang i sit liv.

»Det var fantastisk at sidde sammen med andre børn og gå i skole. Jeg nød det, jeg fik gode venner, jeg havde gode lærere og alt var nyt for mig,« siger Marcus.

Særligt gjorde også sommerlejrene indtryk på ham. På sommerlejrene er der aktiviteter for børn og unge, og de deler også deres historier med hinanden og får gode relationer. Fællesskabet gør, at de bliver stærkere sammen og ikke oplever sig alene. Marcus husker tydeligt den første
gang, han var på lejr, hvor en ældre pige delte sin historie.

»Det, hun fortalte, fik mig til at tænke, at hvis hun kan overvinde alt det, så kan jeg også. Hun fortalte om sin mors sygdom, og hun var selv midt i det svære, da hun fortalte om det. Hun viste styrke, og det inspirerede mig. Hun fortalte også om sin tro og om, hvordan hun blev hjulpet af Gud,« fortæller Marcus og slår fast:

»Når man deler ud af sine glæder og sorger og det, der er svært, så bliver man stærkere.«

Deler sin historie med andre børn

Senere fik Marcus også mulighed for at tage en bacheloruddannelse i folkesundhed gennem kirkens hjælpeprogram, ligesom hans lillebror også har har fået støtte, og Marcus sammenligner OVC-programmet med den barmhjertige samaritaner.

»Jeg var ham, der lå i grøften. Deres involvering i mit og de andre børns liv
betød alt. De fik os op af grøften. Jeg har fået uddannelse, et sted at bo, vejledning og hjælp til at håndtere mine følelser. Jeg føler, jeg skylder hjælpeprogrammet alt. Det er også en af grundene til, at jeg gerne vil give
tilbage som volontør og frivillig. Jeg skylder min historie til andre børn, og derfor er jeg også med på sommerlejre, hvor jeg er sammen med børnene og fortæller min historie,« siger Marcus.

»Gud er mit alt«

Marcus’ egen mor døde, da han var 13-14 år gammel, og på det tidspunkt fik han hjælp af kirken, hvor en præst tog sig af ham og hans bror.

»Jeg har ingen familie. Kirken er min familie. Jeg takker Gud og kirken, for Gud brugte kirken til at hjælpe mig. Jeg håber også, at Gud har brugt mig til at hjælpe andre børn, og at han kan bruge mig fremover. Gud er mit alt,« siger han og føler, at hjælpen fra OVC blev sendt til ham fra Gud.

»Jeg takker Gud for jer. Igennem jer har Gud hjulpet en masse børn. Jeg beder altid for dem, der støtter os – de er i mit hjerte. Jeg beder også om, at de fortsat vil støtte, så andre børn kan få samme hjælp, som jeg har fået,« siger han.

Vigtigt hvordan hjælpen bliver grebet

Marcus’ historie er en fantastisk historie om et forandret liv. Det er en god historie, og ofte er det jo de gode historier, vi fortæller videre, hvilket er helt naturligt. Men måske kan det også komme til at lyde lidt for simpelt. Som om vi bare kan drysse lidt tryllestøv ned over vores indsatser, og så går alting godt. Men sådan er virkeligheden desværre ikke.

Det er klart, at Promissios indsats hjælper mange mennesker, men efter at have mødt Marcus K. Doe, er det også blevet tydeligt for mig, at hjælpen kun er et lille skub i den rigtige retning. Hvordan de griber hjælpen,
er lige så vigtigt – og måske det, der gør den største forskel.

Udgivet første gang i Promissio-bladet #1 2022