Simon skulle leve på gaden – men med hjælp til skolegang tør han drømme på ny

Det var en barsk fremtid, Simon Peter Gladio havde i vente, da hans mor døde af aids. Men takket være sin moster og Den Lutherske Kirke har han udsigt til en uddannelse, der kan give ham en bedre fremtid.

Af Anika Thorø Weber, journalist

Simon Peter Gladio sidder lænet ind over sit slidte kladdehæfte med en blyant i hånden i sit hjem i udkanten af Liberias hovedstad Monrovia. Han er dybt koncentreret.

Hans blik er rettet mod de stiplede linjer foran ham, og selvom en rotte smutter forbi i hjørnet af det lille blikhus, ænser han det ikke.

For Simons blik er rettet mod noget andet – noget ude i fremtiden.

»Jeg drømmer om at blive en del af hæren en dag, så jeg kan forsvare mit land,« siger Simon Peter Gladio, der vil bruge sin skolegang til at opnå sine store fremtidsdrømme.

Netop derfor sidder den 12-årige skoleelev klistret til sit kladdehæfte med morgendagens lektier – for alt andet synes at komme i anden række.

»Jeg elsker at gå i skole. Jeg elsker alle aktiviteterne, jeg elsker mine venner, min skoleleder og min lærer. Jeg elsker alt ved det,« siger Simon fra sin plads på familiens fælles gulvmadras i soveværelset, hvor der ikke er meget andet end kladdehæfter, skolebøger, skoletasker og lidt tøj.

En barsk fortid

Selvom 12-årige Simon i dag har store drømme, har han ikke altid turde tænke dem til ende.

For et par år siden døde hans mor af aids efter længere tids sygdom, og undervejs i det barske sygdomsforløb sagde Simons far farvel til familien og kom aldrig tilbage.

Derfor flyttede Simon og hans søster Cynthia ind hos deres moster Admire Whern og hendes to børn. Og der bor de endnu:  

»Børnene var helt alene dengang. De har ikke andre end mig,« siger Admire Whern, der tog varmt imod sin nevø og niece, der ellers stod til et liv på gaden.

Men selvom familiebåndet var stærkt, blev den sammenbragte familie hurtigt presset til bristepunktet. Med to ekstra munde at mætte handlede alt om kampen for et dagligt måltid mad. Skolegang blev utænkeligt.  

»Det var kun Gud, der hjalp os igennem,« siger Admire Whern.

På vej mod en lysere fremtid

Trods store anstrengelser for at stå på egne ben var det først, da familien fik hjælp, at de for alvor kunne træde ud af overlevelsesmentalitetens skygge.

Den hjælp kom fra Den Lutherske Kirke i Liberia, der gennem sit projekt for sårbare børn og unge, Orphans and Vulnerable Children (OVC), ville give familien en tiltrængt håndsrækning ved dels at sikre børnene et dagligt måltid mad, dels betale for deres skolegang.

»Programmet er vigtigt, fordi det giver håb til dem, der ikke har noget håb tilbage. Gennem skolegang er vi med til at sikre en bedre fremtid – ikke bare for børnene, men for hele familien,« siger Garmai Wirewulu, der er leder af OVC-projektet, som både Simon, søsteren Cynthia og deres fætter Andrew nu er en del af.

Og med hjælpen fra Den Lutherske Kirke og dens sponsorer er der nu både mentalt og økonomisk overskud i blikhuset i udkanten af millionbyen Monrovia.

»Programmet gør en stor forskel for børnene. Det har en stor indflydelse på vores liv og gør, at vi kan klare os selv. Folk forventer, at forældreløse børn tigger, men det gør Simon og Cynthia ikke. Det er ikke nødvendigt længere,« siger Admire Whern, der også selv har stor glæde af håndsrækningen.

På grund af støtten har familien nu fået råd til, at Admire har skabt sig en lille forretning. Nu sælger hun hjemmebagte kager til folk i nabolaget, og de fleste uger giver det et overskud på omkring 13 dollars. De penge bruger hun på at købe mursten, så hun kan erstatte husets blikvægge med en mere holdbar konstruktion, der kan holde dyr ude og modstå vind og vejr i den barske regntid.

»Jeg håber og beder til, at børnenes uddannelse gør, at de kan klare sig selv i fremtiden. Det vil være en velsignelse for dem, men også for mig,« siger Admire Whern.

Indtil da holder Simon stædigt fast i lektielæsningen, og Admire fortsætter sin jagt på en bedre fremtid for familien; én mursten ad gangen.

OVC-PROJEKTET

OVC står for “Orphan & Vulnerable Children” (forældreløse og sårbare børn).

Projektet hjælper udsatte børn til en lysere fremtid gennem støtte til basale behov og skolegang, herunder særligt børn, der er hiv-smittet eller har nære familiemedlemmer, der er smittet eller døde af aids.

Projektet hjælper børn i alle aldre og på alle uddannelsesniveauer. Læs mere og støt her.