Glad evangelist på kursus

- Jeg er bare så glad for at tjene Gud, siger Hawa.

Af Marianne Bach, redaktionssekretær fra 1984-2016

Stille fortæller Hawa Sansee at hun er evangelist i Barnersville sogn i Liberias hovedstad, Monrovia. Hun arbejder på et af de tre prædikesteder i sognet som også har en hovedkirke.
- Jeg har et kald til at være evangelist, og jeg er meget glad for at fortælle andre mennesker om Jesus og være med til at vise dem vejen til ham, siger den unge evangelist som tidligere har været på bibelskole.

Lærer meget om Jesus
Nu er Hawa en af de første 17 elever på Louis T. Bowers Lay Leaders and Ministers Training Center. Midt i september tog hun og de andre hul på det første trin på ni uger i det nye uddannelsesforløb her på Den lutherske Kirkes uddannelsescenter for lægfolk og forkyndere i Totota.
- Vi får en rigtig god undervisning, og jeg lærer meget om Jesus som jeg ikke har hørt før. Det er godt for mig selv, og jeg er sikker på at det bliver en stor hjælp i mit arbejde, siger hun seks uger inde i forløbet.
Hun satser på at vende tilbage og tage alle fire trin så hun kan blive ordineret diakon og komme til at arbejde som hjælpepræst. Men først skal hun hjem og overtale sit sogn til at skaffe pengene og sende hende på trin to næste sommer. Det gør de sikkert gerne, forventer hun.
Hawa og de to andre kvindelige elever klarer sig godt og er de dygtigste på holdet, fortæller missionær Finn Hougaard som underviser på centeret.

Bragt i DEM-Bladet nr. 6 December 2006

Del denne side
Dagens bedeemne

Promissios frivillige talere