Salome vil lære mere

Af Marianne Bach, kommunikationssekretær fra 1984-2016

Salome Vai er evangelist i Belefanai i Bong Amt, Liberia. Hun er en af de 19 elever som i efteråret 2015 går på fjerde og sidste modul på uddannelsen på kirkens uddannelsescenter, Louis T. Bowers Lay Leaders and Ministers Training Center i Totota.

Hendes mand, Nukeimu Doran, var elev på et af de første hold der blev uddannet på centeret, og han blev derefter ordineret diakon, en slags hjælpepræst, i Belefanai. Ulykkeligvis døde Nukeimu kort tid efter sin ordination, og nu ønsker Salome at blive udrustet til at tage over.

Har lært at læse

Jeg spørger Salome om hun så lærer de ting hun har brug for.

- Ja, svarer hun og nævner som det første at hun har lært at læse.

Salome har kun gået meget lidt i skole og kunne praktisk talt ikke læse da hun begyndte på centeret for snart tre år siden. Det samme gjaldt flere af de andre elever på holdet, og de har derfor fået ekstra undervisning i at læse og skrive. Det sker blandt andet ved at eleverne kobles to og to: en der læser godt, og en der læser knap så godt. Og så læser den dårlige læser højt fra liturgibogen eller Bibelen mens den anden hjælper og forklarer undervejs.

Nu kan Salome læse en tekst højt nogenlunde sikkert, og hun kan skrive sine tanker ned så hun har noget at støtte sig til når hun skal holde en andagt eller prædiken. Det oplever vi en onsdag morgen i september hvor Salome står for prædikenen ved den daglige andagt for elever og lærere på centeret. Salomes tekst er fra 1. Korintherbrev kapitel 12 om at vi kristne er som de mange lemmer på ét legeme, nemlig Kristus.

- Jeg har meget ondt i min arm for tiden. Det mærker jeg i hele min krop, og jeg sover dårligt om natten. Det minder mig om hvordan alle dele af min krop hører sammen og er afhængige af hinanden, siger Salome.

Mens hun taler, hænger den dårlige arm slapt ned langs hendes højre side. Senere hviler hun den på talerpulten.

- Lige nu har jeg mest lyst til at sige til min arm at jeg ikke har brug for den. Men det går jo ikke, for armen har sin særlige opgave, og jeg har lige så meget brug for den som resten af min krop. Sådan er det også i kirken. Menigheden kan ikke sige til præsten at de ikke behøver ham. Det samme gælder koret, evangelisten og alle de andre tjenester vi har i kirken. Der er brug for os alle sammen, så lad os arbejde sammen som ét legeme i Kristus!, siger Salome i sin korte prædiken som hun fremfører stille, men med voksende overbevisning i stemmen.

Senere på dagen forklarer Salome at armen har gjort ondt i over en uge, og at det ikke rigtigt bliver bedre. Hun ved ikke hvad der er galt med den, men hun kan ikke løfte den ret højt. Det gør for ondt – også selv om hun får smertestillende tabletter på centeret. Fem dage senere går det heldigvis meget bedre med Salomes arm, og hendes energi og glæde begynder at vende tilbage.

Fortsætter som evangelist

Salome nævner også kirkehistorie, de lutherske doktriner, Ny Testamente og Gammel Testamente som fag der er vigtige for hende i tjenesten som evangelist.

Hun fortæller at de er mange evangelister i hendes sogn i Belefanai.

- Som evangelist besøger jeg folk. Jeg fortæller dem om Jesus og inviterer dem til at komme i kirke, og mange af dem kommer. Nu er vi over 100 mennesker til søndagsgudstjenesterne, omkring 75 kvinder, ti mænd og en snes børn. Før gudstjenesten underviser jeg børnene i søndagsskolen. Her deltager 22 børn i alderen 6-15 år, siger hun.

Salome regner med at fortsætte som evangelist hjemme i Belefanai efter at hun har afsluttet uddannelsen på centeret i Totota den 2. oktober i år. Og så vil hun gerne gå i skole igen så hun kan lære alt det hun ikke har haft mulighed for at lære før. Hun er dog i tvivl om det kan lykkes for hende, for hun er alene med sine fire børn, og det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Mens Salome er på centeret i Totota, passer hendes mor børnene, og det er hun tryg ved. 

21. oktober 2015