Ny lancering af skolen i Harrisburg
Den Lutherske Kirkes skole i Harrisburg er startet op med ny ledelse, fornyet energi og et læseprogram for de yngste. Det er afgørende for børn og unge i Liberia, at de får adgang til skole og uddannelse, og det er der bedre muligheder for i Harrisburg, efter at skolen er blevet relanceret.
Af Elisabeth Poulsen, missionær i Liberia
Måske tænker du ikke over det, når du læser denne tekst. Tænker ikke over, at du faktisk kan læse.
Men sådan er det ikke for alle i Liberia. Endnu.
I byen Harrisburg i Liberia bor der cirka 30.000 mennesker, og omkring halvdelen har ikke gået i skole og kan derfor hverken læse eller skrive. De fleste unge afslutter ikke grundskolen, og en stor udfordring for pigerne er, at de bliver mødre allerede som 13-17-årige.
For at kunne skabe en forandring for disse børn og unge er det afgørende, at de får adgang til skole og uddannelse, og denne indsats er jeg en del af gennem Den Lutherske Kirkes skolesystem.
Startet op med ny ledelse
Den Lutherske Kirkes skole i Harrisburg har i mange år ikke fungeret, da der lokalt ikke var et ønske om at samarbejde om skolen, men nu er en ny præst tiltrådt i kirken, og han brænder for, at alle børn skal have skolegang. Derfor er skolen startet op igen med ny ledelse og fornyet energi, og skolen forsøger nu dels at få flere børn ind på skolen gennem et økonomisk hjælpeprogram og dels at give børnene en bedre skolegang gennem kurser og oplæring af lærerne.
Den nye lancering af skolen er en god mulighed for at få god oplæring og undervisning ind fra begyndelsen, og håbet er, at der kan bygges noget godt og langsigtet op fra grunden.
Læseforløb med bøger og bogskabe
Skolen i Harrisburg har i dag 80 elever i 1.-6. klasse. Som på mange andre skoler i Liberia findes der ikke bøger eller andet materiale på skolen, og undervisningen foregår, ved at læreren skriver noget på tavlen, som eleverne skriver ned i deres kladdehæfter.
Det er klart, at denne metode ikke giver den bedste læring for eleverne, og jeg har derfor ønsket at optimere indskolingen med et læseforløb.
Læseforløbet varer i minimum tre måneder, og derefter bliver det evalueret og justeret.
Som jeg har tidligere har skrevet om, har Lærernes Missionsforening (LMF) støttet med bogskabe, og fra Tyskland var der for mange år siden kommet en gave til skolesystemet med brugte gode bøger. De to ting koblet sammen danner fundamentet for et læseforløb, som gennemføres på skolen i Harrisburg – og i øvrigt også på flere andre af Den Lutherske Kirkes skoler.
Helt nyt at sidde med en bog
I Harrisburg var det en sand festdag, da jeg kom med bogskab og bøger. Børnene havde skrevet velkomstskilte, og de sang og dansede.
Jeg fortalte dem om idéen med læseforløbet, bøgerne og bogskabet, og de var så spændte på at få lov til at få en bog i hånden og sidde med den.
Det var rørende at se, hvor ivrigt de snakkede med hinanden om det, de så i bøgerne. For vores børn er det nærmest en selvfølge, at de har adgang til bøger, men for disse børn er det helt nyt at sidde med en bog.
Jeg læste en historie for dem, viste dem, hvordan de skulle behandle bøgerne, for at de kan holde i lang tid, og opfordrede dem til at læse billederne, hvis ordene var for svære. Jeg fortalte dem, at jeg ikke forventede, at de kunne læse alle ordene, men at de med tiden ville komme til at kende flere ord. Selv for lærerne kan det være en udfordring at læse en bog og forstå, hvad der står.
Kirken bliver lys i en mørk hverdag
Vi håber, at læseprogrammet kan være med til at skabe nye tider for børnene i Den Lutherske skole i Harrisburg.
Ved at lancere skolen på ny vil kirken være et lys i en ellers mørk hverdag i byen. Kirken vil være med til at skabe bedre vilkår for den kommende generation og være med til at undervise og oplære, så Harrisburg kan blive et sted, hvor de unge kan få nyt håb for fremtiden.
Jeg glæder mig til at se fremgang bland børnene i forhold til læsning og skrivning. Det ser jeg som første skridt på vejen til en bedre fremtid for dem.
Maj 2021
Billeder
Sponsorprogram på skolen i Harrisburg
Den Lutherske Skole i Harrisburg har lanceret et sponsorprogram, der hedder ”One take one” og målet er at give 50 børn et et-årigt scholarship (det vil sige det, det koster for et skoleår). Prisen for et års skolegang er 50 USD, og de har indtil videre fået støtte til 40 scholarships.