"Skolen er mit frirum"

Af Elisabeth Poulsen, missionær i Liberia, og Line Reckweg Nissen, markedsførings- og sekretariatskoordinator

Prince Yorbak går i 11. klasse på Sct. Peters Lutheran School i Liberias hovedstad, Monrovia. Han er dog ikke lige så hjemmevant i skolegården og klasselokalerne som de andre elever omkring ham, for Prince er ny elev. Han har tidligere gået på en af landets folkeskoler.

»Min far har et stort ønske om, at jeg får en uddannelse, og da én, han kendte, anbefalede kirkens skole fik han mig tilmeldt,« siger Prince Yorbak.

Sct. Peters Lutheran School er én af Den Lutherske Kirke i Liberias omtrent 30 skoler. Skolerne har et godt ry, som også er nået Prince’ ører.

»Når man har gået på en af kirkens skoler, bliver det betragtet som, at man har fået et afgangsbevis af høj karakter, fordi kirken har mange års erfaring med undervisning, og fordi de udruster deres lærere så meget. Jeg kan se, at der er stor forskel på, hvor jeg kommer fra og til nu, hvor jeg er i en af kirkens skoler,« siger Prince og tilføjer, at skolen også tilbyder rådgivning, som man ikke kan få på nogen andre skoler.

Mange bekymringer

Rådgivningen har stor betydning for Prince, for selvom han udadtil ligner mange af de andre teenagere omkring sig, så ligger der en skygge over hans tanker, som fylder meget, når han sidder på skolebænken. Da han var bare fem år, kom faren ud for en arbejdsulykke, som gjorde ham blind. Kort efter stak Prince’ mor af og efterlod femårige Prince som den ansvarlige for sin syge far og treårige lillebror.

Prince’ far har forsøgt at forsørge familien ved at tigge på gaden, men det er Prince, der har måtte følge sin far rundt i byen, så han ikke kom til skade i trafikken.

»Jeg har brugt meget tid på at tænke over, hvorfor min mor forlod os. Mig og min lillebror har savnet hende så meget. Jeg føler mig ofte alene, når jeg er i skole. Det er svært at koncentrere sig, når man tænker på ens mor, og jeg fik også meget lave karakterer ved sidste test,” fortæller Prince.

Bekymringer om, hvordan de skal få råd til at betale hans skolepenge, svirrer også rundt i hovedet, og Prince har indtil videre kun fået 40 procent i sine tests, og han skal op på 75 procent for at bestå sine fag.

Lærerne vil gerne hjælpe

Selvom resultaterne ikke er så gode, som Prince har brug for, så er skolen stadig et lyspunkt i hans tilværelse.

»Når jeg er i skolen, føler jeg et frirum og ved, at der er altid en lærer, der vil tale med mig og hjælpe mig med det faglige,« fortæller han. »Det er svært at være ny på en skole, men skoleinspektøren hjælper mig til at slappe af og til at få rådgivning og venskaber på skolen, og det er jeg glad for. Skolelederen snakker ofte med mig og siger, at jeg ikke skal bekymre mig. Gud vil hjælpe os med at finde en vej i det her, og skolelederen vil gøre alt for at hjælpe mig.«

Støtten fra skolen hjælper Prince tættere og tættere på sit livsmål. Han er fast besluttet på at skabe en anden fremtid for sig selv og sin familie, end den triste fortid de deler.

»Når jeg nu har fået mulighed for at gå på denne skole, vil jeg arbejde hårdt for at bestå, men jeg ved godt, at mit faglige niveau er ikke så højt som de andres, der har gået her i mange år, men jeg giver ikke op! Jeg vil have en uddannelse, så jeg kan være med til at skabe en bedre fremtid for min familie,« siger Prince.

Mere end en uddannelse

Prince’ historie er langt fra enestående. Alt for mange børn og unge i Liberia har tunge historier med i bagagen, som de bærer med ind på skolebænkene. Men som et lyspunkt i deres dunkle hverdag står Den Lutherske Kirkes skoler, hvor lærere og ledelse arbejder hårdt for at vende elevernes skæbner. Undervisningsniveauet er mange steder højere end på Liberias offentlige skoler, men en lige så vigtig ingrediens er, at skolerne ikke kun leverer uddannelse. De hjælper udfordrede unge mennesker som Prince Yorbak gennem tilværelsen ved at give omsorg og udrustning til både hoved og hjerte.

12. maj 2020