Sund teologi er vigtigt for kirken

Den lutherske Kirkes uddannelsescenter i Totota, Liberia, giver kirkens medarbejdere en god teologisk ballast til tjenesten i menighederne. Det begynder nu at sætte spor i kirken og i menneskers liv.

Af Marianne Bach, kommunikationssekretær fra 1984-2016

Solid og sund teologi og et modent lægfolk med god bibelkundskab er vigtigt for enhver kirke. Det er baggrunden for at Den lutherske Kirke i Liberia i 1960 oprettede et Lay Training Center som skulle uddanne kirkens lægfolk, især evangelisterne.

Centerets første leder var en amerikansk missionær, Louis T. Bower. De første år flyttede Lay Training Centeret lidt rundt i landet fordi det var placeret det sted hvor dets aktuelle leder også var præst. Sidst i 1970-erne fik centeret dog fast endestation i Totota med pastor John B. Kellemu som leder. Hans plan var at centerets kurser skulle vare i et helt år. Det faldt imidlertid til jorden fordi langt de fleste elever og potentielle evangelister levede af landbrug og ikke kunne være væk fra deres jord i så lang tid.

Lay Training Centeret lå stille under borgerkrigen i Liberia i 1989-2003.

Ny uddannelse

I 2006 åbnede kirkens uddannelsescenter igen i Totota. Nu med nyt navn: Louis T. Bowers Lay Leaders and Ministers Training Center, og med en ny struktur og undervisningsplan.

I dag uddanner centeret i Totota evangelister og diakoner til Den lutherske Kirke i Liberia. Uddannelsen foregår over to år hvor eleverne får fire gange ni ugers intensiv undervisning på centeret. Det svarer nogenlunde til et års undervisning i den akademiske verden.

Mellem undervisningsopholdene på centeret i Totota er eleverne hjemme hvor de bor, og her fungerer de fleste af dem som evangelister og dyrker deres jord. Fordelen ved den model er at de kan forsørge sig selv og deres familier selv om de er under uddannelse. De kan også prøve det nyeste de har lært, af i praksis og få flere erfaringer undervejs i uddannelsesforløbet. Og de ni uger de opholder sig på centeret ad gangen, giver dem samtidig mulighed for at komme tæt ind på livet af hinanden og opleve et dybere fællesskab, menneskeligt og åndeligt. Det er også med til at skabe øget samhørighed på tværs af kirkens menigheder.

Teologiske guldkorn

Mange af de elever som også tjente som evangelister i deres hjemmemenighed før de begyndte deres uddannelse på centeret, fortæller at de mærker en stor forskel allerede efter de første to gange ni uger på centeret i Totota.

Da et hold kom tilbage for at begynde deres tredje ophold på centeret, fortalte en af de kvindelige elever for eksempel at hun hjemme havde måttet vogte over sit kladdehæfte med noter fra undervisningen. For den lokale præst havde opdaget at hun havde teologiske guldkorn i det hæfte, og dem ville han gerne have fingrene i.

- De dygtigste af vores elever har nemlig en bedre teologisk uddannelse end mange af kirkens præster, og alle vores elever er meget efterspurgte, fortæller Finn Hougaard som har undervist og været teologisk konsulent på centeret i Totota fra 2005 til han gik på pension den 1. april 2015. Finn var udsendt af Promissio som missionær i Liberia.

Efter uddannelsen får hovedparten af centerets elever ansættelse i Den lutherske Kirke. To tidligere elever er ordineret som præster, og en tredje bliver det snart. Mange, også kvinder, er i dag ordinerede diakoner, og nogle få studerer teologi på det metodistiske Gbarnga School of Theolgy. Resten er evangelister i menighederne.

Luther-kursus for teologer

Ved siden af den toårige uddannelse giver centeret i Totota også lutherske kandidater fra Gbarnga School of Theology de ni ugers undervisning i luthersk teologi som de skal have for at blive ordineret som præster i Den lutherske Kirke. Det særlige Luther-kursus for teologer afvikles hvert andet år. Og to gange om året kaldes alle kirkens præster og ordinerede diakoner på en uges efteruddannelseskursus på centeret.

Sund teologi spreder sig

25 vanskelige år med borgerkrig, genopbygning og senest ebolaepidemi i Liberia har blandt andet betydet at mange af Den lutherske Kirkes medlemmer og en del af dens medarbejdere har bevæget sig væk fra den lutherske lære.

- Men nu begynder en sund luthersk, bibelsk teologi at sætte sine spor i mennesker og i praksis for hvordan man lever som kristen. Kirken har fået en tydeligere luthersk teologi gennem dem der har fået uddannelse eller kursus på vores center, og mennesker i Liberia kommer i tæt forbindelse med Kristus og bliver bevaret i ham, siger Finn.

Den observation er Finn ikke ene om:

- Vi får klare meldinger fra kirkens præster, fra kirkerådet og mange kirkemedlemmer: ”Der er virkeligt sket noget med vores medarbejdere efter at de har fået uddannelse på centeret i Totota”, siger de.

Andre aktiviteter

Gennem de sidste fem år har kirkens uddannelsescenter i Totota desuden huset mange forskellige workshops og konferencer. Den lutherske Kirke lægger flere og flere af dens egne møder og arrangementer på centeret, men også mange andre og vidt forskellige organisationer og NGO’er har fået øje på centeret og dets faciliteter.

At centeret også bliver brugt som konferencecenter på den måde, skaber opmærksomhed om centeret og dets kompetencer og uddannelsesudbud indadtil i kirken og udadtil i samfundet. Samtidig er det med til at profilere Den lutherske Kirke, og endelig giver det en vis indtægt til centerets generelle drift.

17. april 2015

Promissio støtter

Promissio støtter Den lutherske Kirkes uddannelsescenter med årlige tilskud til uddannelse af evangelister og diakoner og til efteruddannelseskurserne for kirkens præster og ordinerede diakoner. Desuden har Promissio støttet med Finn Hougaard som udsendt med arbejder på centeret i 2005-2015, og vi søger lige nu den nye missionær som kirken har bedt os om at sende som afløser for Finn.

Du kan støtte centeret i Totota gennem Promissios projekt ”Giv kirken krop”.

Del denne side
Dagens bedeemne

Promissios frivillige talere