Undervisning og læring kan også være sjovt
I begyndelsen var lærerne fra Den Lutherske Kirkes skoler skeptiske over for at bringe leg ind i undervisningen, men med Elisabeth Poulsens øvelser og eksempler genfandt de deres barnlige sind og blev overbeviste om, at læring kan leges ind.
Af Sara Vogt Hansen og Christina Rønne Sørensen, Christian Culture Travellers i Liberia i efteråret 2021
Uddannelse er vigtigt. Det ved vi nok alle sammen. Men i et land som Liberia betyder uddannelse meget for deres muligheder, og dermed er det også vigtigt med kvalificerede lærere.
Noget af det første, vi kom til at opleve, da vi kom til Liberia, var et kursus for lærere, som missionær Elisabeth Poulsen afholdt i byen Totota. Her samledes indskolingslærere fra Den Lutherske Kirkes skoler til kursus over tre dage, og kurset handlede blandt andet om opførsel i klasselokalet, børnenes sikkerhed og kobling mellem bogstaverne og deres lyde.
Lærerne genfandt deres barnlige sind
På kurset introducerede Elisabeth Poulsen også en helt ny måde at undervise på.
Der blev fra Elisabeths side lagt vægt på at lærerne skal prøve at forstå børnene – hvordan børnene bedst lærer, og være opmærksomme på, at eleverne ser læreren som et forbillede, så de som lærer skal gå foran i de ting, de vil have børnene til at gøre.
Lærerne virkede først skeptiske over for denne pædagogik, fordi det er så anderledes, end hvad de er vant til. Men da Elisabeth uddybede gennem øvelser og eksempler, kunne de godt se, at det ville fungere i praksis.
Gennem øvelserne genfandt lærerne deres barnlige sind, og de grinede meget. De opdagede, at undervisning og læring sagtens kan gøres sjovt, og det var fedt for os at se og opleve, hvor engagerede lærerne var i at lære nye ting. De virkede meget opsatte på at få implementeret nogle af de nye redskaber på skolerne, og det giver os et stort håb for, at fremtidige klasser rundt på skolerne får bedre muligheder for at lære.
Behov for nye værktøjer til undervisning
Generelt er der enormt stor arbejdsløshed i landet, og det fylder meget for den liberianske befolkning. Her er det blevet tydeligt for os, at uddannelse er den bedste måde at skabe gode muligheder for fremtiden.
Vi ved fra vores egne skolegang, hvor motiverende succesoplevelser er for at ville fortsætte med at gå i skole, og det kan lærerne have stor indflydelse på. Elisabeth ønsker også at eleverne i Liberia skal være motiverede for at lære og vil derfor give lærerne de bedst mulige værktøjer.
En meget vigtig pointe for Elisabeth er, at der ikke er noget galt med dem som lærere, men at de bare har brug for flere værktøjer til deres undervisning. Og det fik de.
15. november 2021