Alle tager større ansvar
Kapacitetsopbygning betyder at ledere og medarbejdere i dag tager større ansvar i Den lutherske Kirke i Liberia.
Af Marianne Bach, redaktionssekretær fra 1984-2016
- Kirkens administration er blevet mere organiseret. Generalsekretærens kontor fungerer godt, og vi afdelingsledere påtager os større ansvar. Vi overtager kontrollen med aktiviteterne i vores egen afdeling, og vi ved at vi skal stå til regnskab for både gode og dårlige ting i vores program, siger Moses Gobah om arbejdet med at opbygge kapacitet i Den lutherske Kirke i Liberia. Han er præst og leder for kirkens aids program som finansieres af Danida.
Arbejdet med at styrke og udvikle kapaciteten i kirkens centraladministration og forskellige afdelinger begyndte i maj 2010. Nu begynder resultaterne at slå igennem.
- I aids afdelingen oplever vi store forandringer hvor den enkelte medarbejder tager større ansvar. Alle ansatte forsøger at udnytte deres otte timers arbejdsdag optimalt, fortæller Moses Gobah.
En stor hjælp
- For mig personligt har processen virkelig været en øjenåbner. Jeg har lært meget om administration og ledelse som er til stor hjælp, og jeg har fået nye redskaber til at motivere mine medarbejdere og føre tilsyn. En af de udfordringer jeg stadigvæk slås lidt med, er at huske at få skrevet og afleveret mine ugeplaner og månedsrapporter til tiden, men hele processen hjælper mig med at være mere organiseret end før.
- Kapacitetsopbygningen er nyttig for kirken og bør fortsætte. Dog ser jeg gerne at vi får emner som moral og medarbejderes involvering i det traditionelle, kirkelige arbejde med i processen. Indtil nu har den alene handlet om administration og ledelse, siger Moses Gobah.
6. september 2011