Hvorfor er det "evigt op af bakke" i Liberia?

Af Rikke Thomassen, journalist

I 1820’erne blev frigivne slaver fra USA sejlet til den vestlige del af Afrika og sat i land på Liberias kyst. Det kan måske lyde som en meget gammel historie at gribe fat i, men de frigivne slaver har betydning for både Liberias historie og nutid.

»Det afgørende for Liberia er, hvordan landet er blevet til. Det er det, der har præget og stadig præger situationen,« siger Holger Bernt Hansen, der er professor i Den tredje verdens kirkehistorie og afrikastudier.

Promissio har arbejdet i Liberia siden 1980, og ofte har oplevelsen været, at det er ”evigt op ad bakke” i landet. Holger Bernt Hansen ser tre afgørende elementer i Liberias historie, som har betydning for, hvorfor det er så svært at skabe en positiv udvikling i landet: de frigivne slaver, interne etniske splittelser og amerikanske missionsaktiviteter.

Frigivne slaver medtog en racistisk kultur

Noget af Liberias historie ligner flere andre afrikanske landes, mens andet er helt særligt – det gælder blandt andet den del, som handler om de frigivne amerikanske slaver, der blev sat i land på Liberias kyst.

»I 1847 erklærede en gruppe af de frigivne slaver sig for uafhængige og Liberia for en republik. Fra USA's hvide overherredømme kendte de et stærkt racediskriminerende system, og det var det, de praktiserede i Liberia over for den oprindelige befolkning. De medtog altså den racistiske kultur, som de kendte fra de amerikanske sydstater, og som de selv havde levet med i mange år. De praktiserede kolonisystemet og udgjorde en lille overklasse. For eksempel fik den oprindelige befolkning i landet først indfødsret og borgerret i 1902,« siger Holger Bernt Hansen og fortsætter:

»Normalt vil man sige, at Liberia og Etiopien er de to lande i Afrika, som ikke blev koloniseret, men spørgsmålet er, om det, der skete i Liberia, alligevel er en form for kolonisering – et internt kolonistyre. For den gruppe, der etablerede sig, har præget hele situationen i landet. De kom til at udgøre fem procent af befolkningen, de formåede at få en økonomisk ledende position i landet, og da Firestone og andre firmaer, der producerede gummi, kom ind i landet, allierede de sig udelukkende med den afroamerikanske gruppe, som dermed blev en økonomisk overklasse.«

Spillede etniske grupper ud mod hinanden

Ameriko-liberianere, som de frigivne slaver blev kaldt, kunne også bevare magten, fordi Liberia i forvejen var etnisk splittet. »Ligesom i mange andre afrikanske lande var der også i Liberia mange forskellige etniske grupper – man regner med 20 forskellige grupper – så det var et etnisk meget splittet område, de frigivne slaver kom til, og de kunne spille de forskellige grupper ud mod hinanden,« siger Holger Bernt Hansen.

Et element, som har afgørende betydning for Liberias historie og nutid, er ikke så forskelligt fra mange andre afrikanske lande – det handler om de missionærer, som kom til landet fra USA og senere også Europa.

»De kom for at lave missionsarbejde, og de kom også til at stå for uddannelsen i landet. Det er ikke i sig selv en dårlig ting – det var også nødvendigt med hjælp udefra – men det fik den betydning for Liberia, at landet blev afhængigt af hjælp udefra. De amerikanske missionærer ”overfodrede” dem, og det betød, at der opstod en forventning til hjælpen udefra, hvilket også stadig kan mærkes i dag. De sidder og venter på hjælpen udefra, for hvorfor skal man selv tage initiativ?« spørger Holger Bernt Hansen retorisk.

Et opgør med den gamle elite

I de øvrige afrikanske lande begyndte afviklingen af kolonisystemet i 1960’erne, men ifølge Holger Bernt Hansen skete det for Liberia først med militærkuppet i 1980, og det interne kolonistyre fik dermed lov at fortsætte 20 år længere i Liberia.

»Så kom borgerkrigen, hvilket også har været med til at forlænge afhængigheden af hjælpen udefra. Borgerkrigen var i meget høj grad et opgør med den gamle elite, men samtidig har den politiske uro, som kom med militser og bander, hindret, at man frigjorde sig fra gamle mønstre. Det var vel først, da Ellen Sirleaf Johnson blev præsident i 2006, at der skete en forandring, så der er et langt efterslæb, og det tager lang tid at afvikle,« forklarer han.

Forskellen på Liberia og mange andre afrikanske lande er også, at man i andre lande havde en selvstændighedstrang, fordi man havde en kamp mod kolonisystemet. »Den havde man ikke i Liberia, for de var jo ikke amerikanere, men afrikanere. Samtidig er al den energi, de havde, blevet brugt i borgerkrigen og ikke i opbygningen af landet,« siger han.

I dag er situationen i Liberia ifølge Holger Bernt Hansen, at den afroamerikanske dominans er blevet brudt, men det gælder dog kun på det politiske plan og ikke det økonomiske.

»Elitens politiske indflydelse er væk, men den gamle forbindelse til USA består jo stadig,« siger Holger Bernt Hansen. Dermed er der stadig meget af landets nutid, som har tråde tilbage i historien, og det har betydning for, hvorfor Liberia ikke har udviklet sig i takt med andre afrikanske lande.