Menneskelige relationer er vigtige i mission

Af Sune Skarsholm, generalsekretær i Promissio 2005-2013

Missionæren er gæst i en kultur og i en kirketradition der er anderledes end den han selv kommer fra. Som gæst et nyt sted må man derfor bruge god tid på at forstå værdier, tankegang og handlinger hos dem man besøger. Det gør man ved altid at give sig god tid til at stille mange åbne og nysgerrige spørgsmål og til at lytte og iagttage. At lære det lokale sprog er desuden en vigtig del af at forstå og leve sig ind i den nye kultur.

Kræver ydmyghed og tjenersind

Kendskab til og indlevelse i kulturen og opbygning af personlige relationer er afgørende for al formidling og kommunikation. Desuden er det den eneste etisk forsvarlige måde at møde et medmenneske på. Du skal kunne sætte dig i den andens sted for at kunne bidrage og forandre. Samtidig skal du med stor ydmyghed spille din faglighed og viden på banen - tilbyde den som en ressource til at finde en fælles løsning.

Med den tilgang fralægger missionæren sig mange af de redskaber for magt som vi normalt benytter os af, for eksempel tillært viden, beherskelse af sprog og begreber, kendskab til tradition. Det er rigtigt svært for os fra Vesten hvis selvforståelse er at vi ved bedst, og de andre har brug for vores hjælp.

En missionær er altså tjener og gæst i den kirke og kultur han kommer til - ikke herre! Det indebærer et oprigtigt ønske om at etablere venskaber og bygge personlige relationer til kolleger og medarbejdere. Når missionæren viser sig som gæst og tjener i ord, holdning og handling, så er det muligt at blive opfattet som troværdig, også selv om missionærens levestandard er langt højere end de nationales.

Relationer betyder alt i Afrika

Desuden er det vigtigt at forstå at personlige relationer i Afrika udgør menneskers eksistensgrundlag og sikkerhedsnet. Man har sin identitet i sin familie og sit stammetilhørsforhold. Man er den man er, i kraft af hvor man hører til, og hvem ens familie er. I Danmark er vi præget af en stærk individualisme hvor vi er ”forbrugere” af relationer. Vi er interesserede i at have dem i vores netværk der gavner os socialt og karrieremæssigt. Den individualistiske selvforståelse vokser dog nu også frem i Afrika i kraft af urbaniseringen hvor mange i storbyerne mister de relationer og fortrin som de havde i lokalsamfundet.  

Relationen skal forankre

For missionæren betyder den personlige relation at han ikke bare skal løse en opgave, aflevere et budskab, videregive en viden og så rejse hjem igen. Den form for formidling har ingen varig effekt. Relationen skal forankre det missionæren kommer med, i de mennesker han underviser. Altså ikke tankpasserpædagogikken hvor du fylder i den tomme tank hos tilhørerne. Men derimod gartnerpædagogikken hvor du nærer og stimulerer en plante der skal have sit eget liv.

For den der møder missionæren, betyder relationen forhåbentligt at de deler erfaringer og viden som medmennesker. Her har begge noget at bidrage med.

Kan mere sammen

Ideelt set betyder relationen mellem missionæren og de nationale kristne at de kan mere sammen end de kunne hver for sig.

For 100 år siden var missionærer pionerer for at udbrede evangeliet hvor det endnu ikke har lydt. I dag er de oftest specialister, konsulenter og rådgivere i en kirke der selv udbreder evangeliet. Missionæren er inviteret af en national kirke til at arbejde under dens lederskab og på dens præmisser. Al magt og autoritet er formelt hos den nationale kirkes lederskab. Men reelt set har missionæren ofte en del magt. Den er bare mere skjult. Den viser sig ikke mindst ved at missionæren har stor indflydelse på de økonomiske tilskud fra missionsorganisationen hjemme.

9. juli 2015