Vi er sendt i tjeneste

Af Frede Ruby Østergård, generalsekretær

I min korte tid i Promissio er spørgsmålet om mission contra udviklingshjælp blevet stillet en del gange. Kan man have Guds ord og hjælp i en konkret fysisk eller psykisk problemstilling til at gå hånd i hånd? Hvorfor lader man ikke nødhjælps- og udviklingsorganisationerne stå for nødhjælp og udvikling og missionsselskaberne stå for evangelisering og oplæring i Guds ord? Med andre ord: Hvorfor skal Promissio og vores partnere bruge ressourcer på nødhjælp og udvikling?

Svaret er omfattende, og derfor vil jeg kun komme ind på nogle grundlæggende dele af svaret.

Hold ord og handling sammen

I vores teologiske tradition har vi været gode til at skelne mellem ord og handling – så gode at vi har fået det skilt ad!

For nogle er det sket fordi man har vægtet sandheden om frelsen ved troen alene så højt at sandheden om at grenen på vintræet bærer frugt når det er forbundet med vintræet, er skubbet ud af fokus. For andre er det blevet skilt ad i professionalismes navn, for man kan ikke være et vidnesbyrd på en offentligt finansieret arbejdsplads.

I vintræsbilledet fra Johannesevangeliet 15 viser Jesus os at vi skal koncentrere os om at suge kraften fra ham som er stammen. Og han viser os at det vil det sætte spor i vores eget liv og i de menneskers liv vi omgås med, når vi suger kraften!

Når vi læser beretningerne om hvordan Jesus mødte mennesker, så ser vi at både det han gjorde, og det han sagde, fylder meget. Jesus, som hver eneste døbte har som både frelser og forbillede, skiller ikke tingene ad.
Teologisk forstået samler det græske ord ”diakoni” ord og handling til et, for ordet betyder tjeneste. Det er ikke én bestemt tjeneste, men det dækker over alle de forskellige tjenester vi kan stå i, som både er med til at få nye med i Guds for tiden usynlige rige, og som er med til at bevare Guds børn i riget. Både tjenester der har evangeliserende og oplærende indhold, og dem der har omsorgskarakter som for eksempel nødhjælp.

Diakoni er vores nye dagsorden

Diakoner er ikke bare de elskværdige kvinder med hvide kyser eller den mere moderne slags med papir på at være specialpædagog, for begrebet ”diakoni” tager udgangspunkt i Jesu egen diakoni. Menneskesønnen kom ikke ”... for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Markusevangeliet 10,45.

Vi ved at det væsentligste Jesus gjorde, var at dø for vores skyld, og netop om det offer bruger Markus ordet diakoni. Han tjente ved at give sit liv.
Jesus blev julenat sendt i den tjeneste hvor han skulle bane vej for at mennesker kan få en ny relation med Gud. I Johannesevangeliet 20,21 læser vi at det er faderen som har sendt ham i den tjeneste. Samtidig kan vi læse at vi er sendt i samme tjeneste: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Vi er ikke sendt for at dø for andres frelse, men vi er sendt med de evner og muligheder vi har, for at tjene samme mål. Som Guds børn får vi en ny dagsorden. Den gik tidligere på at ”tjene mig selv” – nu står der ”tjen Herren ved at tjene andre”.

Missionen er altså at vi er sendt for at tjene i ord og handling – vi er sendt i diakoni.

Det er på den baggrund at ”Promissio vil med hjerte, mund og hænder være Guds redskaber til at mennesker får et livsforvandlende møde med Jesus Kristus!”

Partnerne er kirker

En anden vinkel på spørgsmålet er at vi har et gensidigt partnerskab med partnerne i Afrika. Det betyder at alle bidrager til samarbejdet så alle får noget ud af samarbejdet.

Nu er det sådan at vores partnere er kirker, og derfor er de jo sendt i samme tjeneste som skitseret ovenfor, og vi kan dele opgaven i tre: Gudstjeneste, Ordet og Handling. Og ligeså vel som vi herhjemme ser behov for at kirken gør noget for mennesker i nød af den ene eller anden grund, har de samme udfordring i deres land. Når vi så er partnere med en specifik kirke, så lytter vi til deres udfordringer, og så svarer vi på hvad vi kan forsøge at bidrage med – herunder både teologisk oplæring og hjælp på det fysiske plan.

25. august 2014