Engelsk undervisning med mening
En af vores primære opgaver her i Addis er engelsk undervisningen på Mekane Yesus Seminariet. I takt med hverdagen ruller indser vi, hvor stor betydning og mening undervisningen har for både de studerende og os. Vi er taknemmelige for det arbejde, som vi får lov til at udføre!

Nu har vi været i Addis i en hel måned, og vi er efterhånden faldet godt på plads i hverdagen og de ugentlige rutiner. En af de ting vi bruger meget tid på i løbet af ugen er engelsk undervisning, som vi hjælper med 3 dage om ugen på Mekane Yesus Semenariet.
Her i Etiopien er det slet ikke alle, der har mulighed for at uddanne sig. Mange vokser op på en gård hvor hele familien er landmænd, og det fortsætter ofte fra generation til generation. Dog har de fleste af vores elever været så heldige at modtage et legat fra blandt andet deres kirke, så de har råd og mulighed for at uddanne sig til teologer her på seminariet.
Fordi Addis er så stor en by, som vokser så hurtigt, opleves det, at der er stor mangel på præster og evangelister, særligt ude på landet. Dette forekommer fordi det bliver svært at følge med, og det tager længere og længere tid at komme ud til de små byer på landet, når centrum udvikler sig så meget.
Undervisningen her på seminariet foregår på engelsk, men det er ikke alle, som har haft erfaring med sproget, inden de kom hertil. Særligt pigerne i Etiopien har ikke begået sig særligt meget med engelsk førhen, og det skyldes bland andet, at de ikke har haft samme mulighed for uddannelse, som drengene har. Det er nemlig typisk at tænke, at kvinderne skal blive hjemme i huset og passe på børnene, og så er det mændenes opgave, at uddanne sig, få et job, og være den der tjener penge og forsøger familien. Selvom der både er mange kvinder og mænd som uddanner sig her på seminariet, mærker vi stadig, at det syn har sat sit præg på dem, idet flere elever undrer sig over, hvorfor vi ikke har vores fars fornavn til efternavn, eller hvorfor vi ikke er gift osv. osv.
Intensive English program:
Sidste sommer startede der et nyt forløb op, som udelukkende består af læring af engelsk sproget, da mange af de studerende har rigtig svært ved engelsk. Dette forløb består af et helt års undervisningen, altså 2 hele semestre, med kun engelsk undervisning. Det klæder eleverne godt på, til at starte på teologistudiet, som foregår på engelsk. Det er netop dette forløb som vi hjælper til i, hvor vi er med til at undervise i samtale, læsning og stavning på engelsk.
Vi er begge to blevet meget bidt af det med at undervise, og vi er rigtig glade for vores elever. Det skyldes nok også, at de er enormt venlige, taknemlige og engageret. De er både meget engageret i, at blive bedre til engelsk, men også til at lære os at kende.
Elevernes baggrund:
Næsten alle elever kommer fra små byer langt ude på landet, som er langt langt væk fra Addis Ababa. En elev fortalte at han havde næsten 600 km herhen, og han brugte 2 dage på at komme hertil. Så de rejser langt væk fra deres koner, mænd, børn og familier, og ser dem ikke i lange perioder af gangen. For os lyder det til, at de ofrer meget for at studerer, men for dem er det en gave, og de udstråler ren taknemmelighed, hvilket vi virkelig finder beundringsværdigt.
Eleverne her på seminariet har heller ikke nødvendigvis selv haft indflydelse på, hvad de skal læse, da de blot har fået et legat specifikt til at læse teologi her på Mekane Yesus Seminariet. Selvom det er omstændighederne, er de studerende bare taknemmelige for, at have muligheden for at læse en akademisk uddannelse og ikke blive landmænd ligesom resten af familien. Dette ligger fjernt for os, da vi lige nu står foran et hav af valgmuligheder, når det kommer til uddannelse, hvilket virkelig får os til at indse, hvor priviligeret vi i Danmark er, når vi selv kan vælge hvilken uddannelse vi vil tage, og hvornår vi vil tage den.
Eleverne bliver til vores lærer:
Selvom vi er lærerne, elsker eleverne at lære fra sig og lære os forskellige ting og sager. De lærer os både nye ord på amharisk, samt ord på sproget: “oromo”, som er et sprog der stammer fra det sydlige Etiopien. Eleverne kan gøre meget sjov ud af at lære os ord på deres sprog, særligt når vi har lidt svært ved at udtale det, men de synes også, at det er sjovt at lære udtalelser på dansk, så det hygger vi os meget med i pauserne.
Etioperne er enormt musikalske og gode til at danse - hvilket nogle af eleverne også har været ved at lære os; netop den klassiske form for “kirkedans”, som er lidt mere livlig, end hvad vi er vant til i de danske kirker derhjemme. Dette oplevede vi også i "live action" sidste søndag, da vi tog et besøg i den lokale kirke “Shalom”, for at interagerer yderligere med vores elever, da mange af eleverne kommer i den kirke. Dog er Shalom ikke elevernes oprindelige kirke, mange af dem er nemlig særligt knyttet til de kirker, som de kommer i I deres hjembyer. Og selvom eleverne ikke er uddannet teologer endnu, er mange af dem allerede meget aktive og engagerede i kirkerne derhjemme. Flere af dem synger i koret, mens andre allerede prædiker. Det er skønt for os at se, hvor meget de brænder for at være aktive i deres kirker, og at se hvor meget det betyder for dem.
Samtaletimerne:
En af de undervisningstimer vi er særligt glade for, er den der hedder “conversation class”. Her har vi virkelig mulighed for at komme ind på vores elever. Vi lærer hinanden bedre at kende, både på det personlige og på det åndelige plan. Samtale-timerne er også der, hvor vi virkelig får lov til, at se eleverne brillere og udvikle sig. Samtale er nemlige noget, som mange af eleverne har svært ved, og det er derfor en rigtig god øvelse for dem, som de virkelig nyder at øve sig i.
Det er særligt når vi snakker om bibeltekster, at eleverne har noget på hjerte, og det er enormt fedt og inspirerende for os at opleve.
Alt i alt, er vi taknemmelige over, at vi får lov til at være en del af dette projekt. Vi synes det er utrolig givende for os, både på et personligt og trosmæssigt plan. Samtidig fornemmer vi også, at det er givende for de studerende og de andre lærer.