Et hjem der skaber tryghed

Hjemmefra har vi købt og samlet en masse forskellige kreative ting, som vi kan lave sammen med pigerne. Det består blandt andet af perler til at lave armbånd, maling, neglelak, spil og meget mere. Dette er noget af det, som vi bruger tiden på ude på Deborah. Det giver super god mening for både pigerne og os, da vi har en rigtig stor sprogbarriere, og når vi sidder med sådanne kreative ting, kan vi lave mange forskellige ting sammen, uden at det kræver den helt store dialog, og på samme tid kan mange smil og grin blive udvekslet. Det er super hyggeligt at lave disse slags ting sammen, særligt fordi vi kan mærke, at pigerne virkelig sætter pris på de ting vi kommer med, og de nyder at lave noget lidt anderledes i deres hverdag. 

Meget af tiden på Deborah går ellers med, at vi hjælper til med de forskellige huslige pligter der er. Vi er ofte med til at lave mad, og her har vi lært meget nyt. Vi har lært at lave noget af deres traditionelle mad. Til deres nationalret “injera” spiser de forskelligt tilbehør, og noget af det har vi har lært at lave. Det er blandt andet en slags sovs kaldet “shiro” og grøntsager dertil kaldet “artakilt”, som pigerne glædeligt har lært os at lave. Derudover har vi lært, at lave det bestemte slags brød de spiser, som også ses på de billeder og videoer i bunden. Mens vi laver mad, lærer vi mange nye ord på amharisk, og vi lærer pigerne nye ord på både engelsk og dansk. Det kan vi have det vældig sjovt med, og bruge en masse tid på. 

De andre huslige pligter vi hjælper til med er blandt andet at vaske op, som selvfølgelig foregår i hånden og udendørs. Derudover hjælper vi af og til med at fylde de mange vandtanke op, hvis det lige passer med, at vi er der den ene gang om ugen, hvor der kommer vand. Vi har tidligere hjulpet lidt til med at gøre rent og ommøblerer, da det er forholdsvist nyt, at de er i det nuværende hus. Dette skyldes det såkaldte “flodprojekt”. Dette projekt går ud på, at staten bliver nød til at rive huse ned og flytte folk, for at de ikke bliver oversvømmet, fordi floden breder sig så meget. Derfor blev Deborah Centret pludselig nød til at skifte adresse sidste år, hvilket er lidt en skam. Vi har nemlig fået fortalt og vist billeder af, hvor skønt et sted det var før med et dejligt udeareal og en flot natur. Det kan de desværre ikke prale af nu, da de opholder sig i en høj bygning, med en baggård af mursten. Netop derfor, har vi hjulpet lidt til med at flytte rundt og få gamle møbler ud samt nye møbler ind. Efter vi er kommet på Deborah i 2 måneders tid, kan vi nu mærke, at de er ved at være faldet godt på plads i det nye hus, hvilket er både dejligt for dem og os. 

Søsterskab

Når pigerne bor på Deborah ser de som udgangspunkt ikke deres familie, mange af dem bor langt væk, og flere af pigerne, har ikke set deres familier i flere år. Dette er super trist for dem, men heldigvis er det ikke den eneste familie de har. Pigerne har nemlig skabt et helt specielt søsterskab på Deborah Centret. Det er så skønt at mærke, hvordan de føles som en stor ny familie, særligt når de ikke ser deres egne familier. De er så kærlige overfor hinanden og ikke mindst over for os. Det tog ikke mange besøg før de kaldte os deres søstre og sagde “i love you” når vi tog hjem. 

Det fællesskab som pigerne har bygget op, er noget helt særligt, og det er simpelthen så dejligt at mærke, hvordan de oplever omsorg og kærlighed samt giver det til hinanden, når de ikke har haft det de foregående år, før de kom til Deborah. Noget af det vi tror, der gør, at deres fællesskab er så specielt, er at de ved, at de alle sammen har samme barske baggrund.

Så selvom pigerne har haft en rigtig hård og svær baggrund, kan de stadig have det rigtig godt i dag, hvilket også skyldes den store hjælp de får på Deborah, som blandt andet indebærer psykologhjælp. 

Historien bag

For at give jer et lille indblik i, hvad det er disse piger kommer fra, vil vi fortælle jer om baggrundshistorien for hvorfor en af pigerne er endt på Deborah.

Pigen er kun 14 år gammel, dog startede hendes historie for cirka 6 måneder siden. Hun boede ude på landet i en lille landsby med sin familie, og havde egentlig et nogenlunde liv. Dog var hendes familie lidt fattige, og det var her problemet startede. Hun havde nemlig hørt fra sin veninde, at storbyen Addis Ababa, var et perfekt sted at tjene sine penge. Hendes veninde var nemlig selv taget til hovedstaden for at tjene penge, og hun fortalte at det var en strålende idé at komme dertil. Den kære pige var kun 14 år gammel og stolede på sin veninde, for hun vidste ikke bedre. Hun tænkte, at hvis hun tager til Addis Ababa, kan hun tjene en masse penge, og så kan hun sende penge hjem til familien, og på den måde gøre dem glad, og hjælpe til derhjemme en hel del.

Hun tager den lange rejse ind til byen, og finder sin veninde. Men da hun kommer frem, er det ikke helt, hvad hun er blevet lovet. Hendes veninde trækker hende med ind på barer og klubber, hvilket ikke er hvad hun troede, hun skulle. På den måde, kommer hun ind i dette rigtige dårlige miljø, og bliver trukket endnu længere ned i det, og derfor ender hun på gaden som prostitueret. Hun ender med at få en pimp, som på en måde ejer hende. Han er i hvert fald den der ender med at tjene penge på, at hun går i seng med andre. Flere dage fortsætter med prostitution for pigen, og flere overgreb fandt sted.

Pigen oplevede mange forskellige slags overgreb i løbet af denne tid som prostitueret. Hun oplevede både, verbale, fysiske og seksuelle overgreb. En dag kommer hun hen til sin pimp for at give de penge hun har tjent i løbet af dagen, men da han ikke er tilfreds med resultatet, begynder han at banke hende. Hele hendes verden føles så uoverskuelig, og hun sætter sig ned på gade, og begynder at græde. Det er så her, hvor vores kære Amare og Ealed finder hende. De spørger hende, hvor hun er ked af det, og hun fortæller dem hele hendes historie. Amare og Ealed fortæller hende så om Deborah Centret, hvad det er for et sted, og tilbyder hende at komme med. Nogle piger er lidt skeptiske når de først hører om Deborah Centret, fordi de jo er blevet svindlet førhen. Men pigen her, sagde ja med det samme, og tog med dem. 

Denne 14-årige pige har nu været på Deborah Centret i snart 3 måneder. Lige nu bruger hun hver dag på Deborah Centret, men planen er, at hun skal starte i skole til sommer. Amare og Ealed har flere gange overvejet at finde hendes familie, og tage kontakt til dem, for dem savner pigen selvfølgelig. Men det er ikke nødvendigvis en god idé, for de vil gerne sikre sig, at hun ikke ender på gaden igen.  

Dette er en forfærdelig historie, og det er kun en af de mange forfærdelige baggrunde som pigerne kommer med. Heldigvis bliver de hjulpet rigtig meget på Deborah Centret. Vi kan virkelig mærke hvilken helt anden livsglæde, de har fået sig af at komme på Deborah Centret. Pigerne får også hjælp til deres fremtid i form af skole og uddannelse. Det går heldigvis den rigtige vej for dem.

Sendes afsted med tårer

I lørdags var vi med til noget helt særligt. Vi deltog nemlig i et arrangement på Deborah Centret, som handlede om, at vi skulle sende 5 piger godt afsted, da de skal væk fra Deborah, fordi de er færdiguddannet, og har fået sig et job samt et sted at bo sammen. Hele hovedformålet var, at vi skulle bede for pigerne. Bede for deres fremtid og at de måtte komme godt afsted. 

Vi startede med at spise sammen, og her var det ikke kun os der deltog, en gruppe på 7 piger fra Skrødstrup efterskole var også på Deborah, da de er på studeitur. Her var Lisbeth og Tuja fra Promissio og efterskolelæren Kirstine også med. Vi var derfor en stor og god gruppe samlet, hvilket bare gjorde det endnu mere festligt. Festlighederne kunne mærkes, da pigerne havde lavet et stort festmåltid til os. 

Efter spisningen fik vi hørt om hvad flere af pigerne lavede, og hvad de synes var det bedste ved at på Deborah. Det blev selvfølgelig oversat fra amharisk til engelsk af vores kære Amare fra Win Souls For God. Det var skønt at høre lidt historie fra pigerne, særligt fordi, vi mødte et par nye ansigter. To af pigerne var helt nyankommet på Deborah, og to andre piger har vi ikke mødt før, fordi de har været på arbejde, når vi har været der i hverdagen. 

Efter det store festmåltid og lidt historiefortælling, var det tid til at bede for pigerne. Her satte pigerne sig i midten, og vi lagde alle en hånd på dem. Så blev der bedt i lange baner på Amharisk, og de fik sunget en sang på Amharisk også. Selvom vi ikke forstod mange ord, forstod vi, at det var meget betydningsfuldt og ikke mindst rørende. Det at vi kunne stå samlet der og ønske en god fremtid for pigerne, velvidende om hvilken barsk fortid de kommer fra, og at vi så kunne gøre det hele i troen på Gud, er jo bare så fantastisk og smukt. Det var bestemt også et rørende øjeblik. Da vi var færdige med at bede, stod Ealed med tårer trillende ned af kinderne, men med et smil på læben. Amare smilede også stort med våde øjne, hvilket gjorde at vi begge kneb en lille tårer eller tre. Der blev udvekslet mange lange og gode kram til alle, og ordet “tak” blev sagt til både os og dem. Da vi skulle sige farvel til pigerne for at tage hjem, havde vi næsten ikke lyst, for der på Deborah var i et rum, som bare var fyldt af kærlighed og glæde, det var rørende. Det var simpelthen et særligt minde, som nu ligger i vores hjerter, og nok heller ikke et, vi ligefrem glemmer. 

Selvom vi kommer til at savne pigerne, er vi glade for at kunne sige, at der nu bliver plads til 5 nye piger på Deborah Centret, som kan reddes fra gaden. Det er fantastisk for os, at få lov til at opleve, at pigerne kommer videre, og ender nogle rigtig gode steder.