Et hverdagsglimt

Vækkeuret lyder kl. 6.00, og mens det hurtigt lysner udenfor, kæmper vi for at få liv i vores tungt sovende børn. Ved morgenbordet læser vi et lille ord fra Bibelen og beder en kort bøn, hvorefter vi forsøger at få madpakkerne pakket og tænderne børstet, så vi kan nå afsted senest kl. 7.30. Det er det gyldne tidspunkt for at undgå den værste kødannelse i morgentrafikken. Vores nye chauffør ankommer med et stort smil for at køre børnene i skole. Han er en kæmpe gave. Det er sådan en lettelse, at vi ikke behøver at tackle den stressende trafik hver dag. Tak Gud!

Efter at have sagt farvel til børnene, nyder Andreas og jeg en kort kop kaffe sammen. Vi læser en salme og suger roen i huset til os, inden jeg pakker min taske og går mod seminariet til min engelskundervisning. Jeg tager en paraply med, da skyerne ser truende ud, og sandelig om ikke det begynder at dryppe, mens jeg går. Tankerne kredser om undervisningsplanen, og jeg håber, at der vil være strøm, så jeg kan bruge projektoren til dagens slides. Regnen er dog sjældent et godt tegn; når det regner, plejer strømmen at gå.

Der sidder allerede nogle studerende i det halvmørke klasselokale, da jeg ankommer. Jep, strømmen er gået. Regnen hamrer nu så voldsomt på taget, at jeg knap kan høre deres hilsner til mig. Det bliver en meget lang undervisning i mørke og larm, tænker jeg, mens jeg finder min computer frem og pakker projektoren ud.

Vi laver navneopråb i næsten totalt mørke. Jeg har stadig ikke helt styr på hvilke ansigter de 40 navne passer til, men i mørket er jeg trods alt lovligt undskyldt. Pludselig kommer strømmen tilbage og regnen stilner af. Jeg smiler: Tak Gud! Og fortsætter med at forklare forskellen mellem simpel nutid og førnutid på engelsk.

Jeg beundrer virkelig de studerende for deres gåpåmod og lyst til at lære. Efter vores midtvejseksamen, måtte jeg dumpe 44 % af dem. Jeg troede ellers, at jeg havde lavet en let eksamen, men mange af dem kæmper virkelig med det helt basale engelske. Jeg er dog positivt overrasket over, at de ikke sådan giver op. Flere af dem har virkelig givet den en ekstra skalle i undervisningen.

I pausen kommer en af de studerende hen til mig og siger, at hun bliver nødt til at gå, da de skal øve noget drama til kvindefejringen på mandag. Jeg spørger ind til, hvad det er for en kvindefejring, for den har jeg ikke hørt noget om. Betyder det, at vi ikke har undervisning på mandag. Hun svarer lidt undvigende, men til sidst får jeg ud af hende, at vores undervisning er aflyst på mandag. ”Igen”, tænker jeg frustreret, og taler med klassens monitor om at finde en erstatningstime. Det lykkedes dog forholdsvis let, og jeg glæder mig over, at jeg fandt ud af det i god tid denne gang.

Efter timen spørger jeg den studerende, der hjælper mig med at bære projektoren, hvordan han har det. Han udbryder glad, at han har det rigtig godt, at han forstod det meste i dag, og at han øver det vi laver derhjemme, så nu kan han forstå mere og mere. Sådan en udmelding kan jo kun varme et lærerhjerte, og selvom jeg er træt efter de tre lektioner, går jeg glad hjem.

Resten af dagen står på online møde, forberedelse og amhariskøvelser. Og så kommer barnepigen denne eftermiddag, så Andreas og jeg kan komme ud og få lidt tid sammen. Det er virkelig tiltrængt og godt at få et pusterum sammen.