Om tålmodighed og en opholdstilladelse

Ting tager tid, og jeg bliver strukket i min tålmodighed – især når man kan bruge 3 timer på at få et stempel, betale et andet sted og få en kvittering et tredje sted. Og så skal man huske at gå tilbage det første sted for at få underskrifter og flere stempler. Derfor er jeg så taknemmelig for, at jeg ikke selv skal gå fra kontor til kontor og fra myndighed til myndighed for at få min arbejds- og opholdstilladelse.

Vi har ventet på, at jeg skulle få min arbejds- og opholdstilladelse. Som vores sproglærer sagde det i slutningen af processen: ”Don’t worry! Gud har styr på det – det har han altid!” For et par uger siden gik det hele igennem – vel og mærket på den sidste dag, mit visa var gyldigt. Sådan gik det til:

Jeg var taget med ind på et immigrationskontor sammen med flere lokale, som har trukket det store læs. Der havde været noget vrøvl med en skattemæssig detalje. Så vi kom ind på det samme kontor, hvor vi ugen forinden var blevet afvist. Vi havde fået et nyt dokument med, som talte vores sag. På kontoret mødte vi den samme mand, som havde afvist os sidst. Jeg kunne af gode grunde ikke tale med, da det hele foregik på amharisk. Hvad gør man så? Man beder. Vi havde anmodet om at få forlænget mit visa, som ville udløbe dagen efter. Der gik noget tid inde på kontoret. Som jeg tolkede det, var manden på kontoret ret afvisende over for os, fordi vi kom fra Mekane Yesus-kirken.

(Her må det nævnes, at jeg havde fået et godt råd hernede om ikke at vise min frustration (og slet ikke vrede!) på et sådant kontor, da det ikke vil gavne vores situation). Jeg prøvede derfor så vidt mulig at have et neutralt, men interesseret ansigtsudtryk, mens jeg bad om, at Gud måtte åbne en vej. Lige pludselig skete der noget. Manden på kontoret satte sin signatur og et stempel på et dokument. Vi sagde tak og gik ud.

Jeg havde ikke forstået meget af, hvad der var foregået inde på kontoret. Derfor spurgte jeg vores administrator, hvad der lige skete derinde. Mon jeg havde fået forlænget visa’et? Han smilede til mig og sagde, at det så ud til, at vi har fået selve opholdstilladelsen. Som sagt, så gjort. Vi har vores opholdstilladelse.

Vores opholdstilladelse blev afhentet i slutningen af sidste uge.

Her står vi så med en undring: Hvorfor har jeg fået min opholdstilladelse inden for de her 30 dage, når nogle af missionærerne hernede har brugt op til 2 år(!) på at få det samme dokument? Jeg ved det ikke. Som en af dem sagde i aftes på vej i bilen ud til vores ugentlige hockey-kamp: ”Jeg glæder mig med dig. Det gør jeg virkelig. Men det er med en snært af misundelse over, at det er gået så glat for dig.”

I den nærmeste fremtid kommer vi til at holde en takkefest, fordi vi har fået vores opholdstilladelse. Det kommer nok til at koste et får.

Andreas Vilrik Bruun, tirsdag d. 19. september 2023