Ramt af ulighedens uretfærdighed

I Addis Abeba er alle forskellige samfundslag samlet på et sted. De rige bor i kæmpe huse bag massive mure og høj sikkerhed (inklusiv mig selv). Lige udenfor murerne er der alle de mange hjemløse; både børn, unge og gamle. Dem som må tigge sig til dagen af vejen. Som slet intet har. 

 Og så er der den almindelige etiopier, som kæmper for at få et liv til at hænge sammen. Her er inflationen fortsat stigende og huslejen følger trop. Jeg spurgte en ven, hvordan hun kunne få det til at hænge sammen. Hendes svar var alvorligt, og dog med et humoristisk strejf, som etiopierne er så gode til. “Jeg ved det ikke. Vi lever i et mirakel.” 

Det var et fantastisk svar. Et svar som vidner om den tillid og tro mange etiopiere har, trods livets genvordigheder. Det vidner om den kæmpe åndelige rigdom de har. En etiopier spurgte Andreas, hvordan vores kirker var i Danmark. “Vi har kæmpe flotte kirker” svarede han. “Men de er tomme”. I diametral modsætning overfyldes her simple blikbygninger for at tilbede Gud. Og hvis de ikke har det, mødes de under presenninger. Kirken er ikke bygningen, men alle de mennesker der har Jesus, som deres Herre. De har så meget, vi ikke har, selvom det ikke ses ved første øjekast.

Jeg synes det er svært at være vidne til lidelsen. Jeg føler mig så magtesløs, og samtidig kan jeg ikke lade være med at føle en skam over min egen velstand og lykke. Men jeg øver mig i, ligesom etiopierne at give det hele hen til Gud. Han ser uretfærdigheden, og han er ikke magtesløs. Han ser til de svage og udstødte. Og så vil jeg prøve at fokusere på det, jeg kan gøre, og det som er min opgave her. Og tro på at Gud vil bruge det til noget godt. Tro på, at Gud gør mirakler hver eneste dag.

Tanja Vilrik Bruun, mandag d. 15. januar 2024