Lotte og Bjarne Carlsen vender tilbage til Etiopien
Selvom adressen i mere end 11 år har været dansk, så har parret Lotte og Bjarne Carlsen hele tiden haft Etiopien i deres hjerter. Promissio er derfor glade for at annoncere, at de er antaget som missionærer fra sommeren 2019.
Promissios bestyrelse har antaget Lotte og Bjarne Carlsen fra Herning som missionærer i Etiopien fra sommeren 2019 til 2023. Hverken stillingsbetegnelsen eller Etiopien er fremmed land for ægteparret, som fra 2003-2006 var udsendt til landet af Promissio (dengang Dansk Ethioper Mission).
Mange kender Lotte Carlsen gennem talrige rejser til Etiopien, hvor hun har været guide i kraft af sin stilling som netværkskoordinator i Promissio. I efterårsferien leder hun endnu en rejse sammen med Felix Rejser.
”Vi er meget glade for at kunne sende Lotte og Bjarne ud med placering i Østbale. Vi tror på, at de med deres erfaring og engagement kan være en god hjælp for kirken til at nå længere ud med evangeliet i dette område. Samtidig giver det os mulighed for at styrke den kommende bibelskole Global Discipleship Training i Robe, som også er en vigtig indsats for både Promissio og kirken,” udtaler Promissios formand Per Rasmussen.
Lotte og Bjarne Carlsen skal arbejde sammen med Promissios mangeårige partner Mekane Yesus-kirkens Wabe Batu-synode med planer om at bosætte sig i regionshovedstaden Robe, hvor Promissio også er i gang med at bygge et ressourcecenter til vores kommende bibelskole Global Discipleship Training (i samarbejde med Børkop Højskole). Planen er, at både Lotte og Bjarne Carlsen skal tilknyttes arbejdet i synoden på forskellig vis og i forskelligt omfang, samt have kontakt til byens studerende. Lotte Carlsen skal fortsat varetage en række af de opgaver i Promissios netværksarbejde, som hun også varetager i dag. Der arbejdes på, at Bjarne Carlsen bliver tilknyttet det lokale universitet som underviser.
”Vi rejser ud, fordi vi har Etiopien, dets folk og Mekane Yesus-kirken i vores hjerter, og så ønsker vi, at mennesker i Østbale skal kende Jesus. Og som flødeskummet på passionen er vores begges eventyrlyst,” siger Lotte og Bjarne Carlsen.
Lotte og Bjarne Carlsen er indtil videre antaget som missionærer, hvilket betyder, at arbejdstilladelse m.m. skal falde på plads, førend parret kan udsendes fra næste sommer. Parret har tre sønner i alderen 17-25 år, som bliver boende i Danmark.
Promissio søger fortsat missionærer til Etiopien. Se mere her.