Mana Galataa står klar
Promissios ressourcecenter i Robe, Etiopien, står klar, og det er nu tid til at realisere drømmene for stedet.
I 2016 blev drømmen om et ressoursecenter vækket, og nu står det klar i Robe, Etiopien. Centeret hedder Mana Galataa, som betyder Takkens Hus, og selvom bygningerne nu er færdige, er Promissio ikke i mål med drømmen endnu.
»Nu begynder realiseringen af alt det indhold, vi har tænkt os i bygningerne,« siger generalsekretær Frede Ruby Østergaard og fortæller videre om planerne for Mana Galataa.
»Vi ved, at det tre måneder om året skal bruges til unge danskere, der skal på bibelskole og møde unge i Robe, og vi forventer også, at stedet vil danne rammen for andre danskere, der rejser til Etiopien med et ønske om at danne relationer med etiopiske kristne brødre og søstre. Det er også planen, at de lokale medarbejdere i Wabe Batu-synoden, kan bruge undervisningslokalerne til deres uddannelse og opbyggelse til tjenesten, ligesom vi tænker, at andre organisationer kan leje sig ind i bygningerne.«
Promissio har dermed masser af idéer, men Frede Ruby Østergaard forventer også, at det først er nu, hvor bygningerne står klar, at de levedygtige idéer for alvor kommer på banen.
»Fremtiden vil vise, hvad Gud vil velsigne kirken og Promissio med gennem Mana Galataa,« siger han.
Læs mere om processen fra drøm til virkelighed.
Promissio mangler penge til byggeriet
Promissio har finansieret byggeriet med penge fra arvepuljen og private bidrag, og indtil videre er der indsamlet cirka 300.000 kroner til byggeriet.
Selvom bygningerne nu står klar, mangler Promissio dog stadig at samle 900.000 kroner ind i forhold til det mål, der er sat, og derfor samles der stadig ind til byggeriet.