Giv Jesus videre til næste generation
Skriv Promissio ind i dit testamente.
Med et testamente sikrer du, at dine penge går til det, du ønsker, når du en gang ikke selv er her til at bestyre dem. Din arv kan testamenteres til slægtninge, venner og hjertesager. Med andre ord kan du med dit testamente være med til at give en særlig gave videre til næste generation.
Hvorfor vælge Promissio?
Vi er taknemmelige for enhver gave – uanset hvornår i livet, den bliver givet. De økonomiske bidrag fra Promissios støtter er hver dag med til at bringe evangeliet over grænser i både Danmark og Afrika.
Arvebidrag sætter vi ind i en særlig pulje. Denne pulje skaber mulighed for at igangsætte nye projekter, som for eksempel Jesus til nye bydele og discipelskolen Global Discipleship Training. Foruden går en procentdel hvert år til Promissios igangværende arbejde.
Jesus til nye bydele:
Evangeliet bliver forkyndt i Addis Ababa takket være testamenterede gaver
Addis Ababa er en millionby som formodes at fordoble sit indbyggertal inden 2020. Unge etiopiere valfarter til byen i håb om arbejde og en bedre fremtid. I mangel på penge bosætter de sig i improviserede boligkvarterer, som myldrer frem i byens udkanter. Der er langt til den nærmeste kirke, og lokalplanen giver ikke plads til nye kirkebygninger.
Takket være sikkerheden fra arvepuljen har Promissio kunnet indgå et fire-årigt samarbejde med Mekane Yesus-kirken om at udsende 10 evangelister til husmenigheder i Addis Ababas nye bydele. Disse evangelister har i dag nået flere tusind mennesker med evangeliet om Jesus Kristus, og fællesskaberne vokser uge for uge.
Fakta om din arv
- Du betaler ingen boafgift, når du testamenterer en gave til Promissio. Missionsarbejdet får derved glæde af hver en krone.
En ægtefælle betaler heller ikke boafgift, mens arv til familiemedlemmer er pålagt boafgift på minimum 15 % ud over et boafgiftsfrit bundfradrag. - Du kan til enhver tid ændre dit testamente. Testamentet træder først i kraft den dag, du ikke er her længere.
- Har du ingen nære familiemedlemmer, tilfalder hele din arv staten, med mindre du skriver testamente.
Hvordan oprette et testamente?
Overvejer du at skrive Promissio ind i dit testamente, kan du til enhver tid tage en uforpligtende snak med generalsekretær Frede Ruby Østergård på telefon 2972 5994.
Promissio stiller kvit og frit en advokat til rådighed, som vil være behjælpelig med at oprette testamentet, når du betænker Promissio.
Testamentariske gaver har stor betydning
"I de senere år har testamentariske gaver til Promissio haft en væsentlig betydning, for at vi har kunnet gøre de ting, vi har," siger Promissios tidligere formand Per Rasmussen.
"I bestyrelsen er vi glade for, at venner betænker Promissio i deres testamente. Men vi er også ydmyge over for det, for det er altid et stort ansvar at bruge de midler, som vi får betroet, på den rette måde."