Med bibel og såsæd
Dr. Kebbede planter menigheder med forkyndelse og undervisning i landbrug
Af Marianne Bach, redaktionssekretær fra 1984-2016
- Landbrugsarbejdet er en del af kirkens holistiske tjeneste. Vi forkynder, og vi glæder os når folk tager imod Jesus Kristus. Evangeliet sætter det hele menneske fri, fysisk såvel som åndeligt. Når folk kommer til tro, er det derfor vores ansvar at sørge for dem, vi må sikre at de får dækket både deres åndelige og fysiske behov, siger dr. Kebbede.
Han er missionær og arbejder med små landbrugsprojekter ud fra Mekane Yesus Kirkens Tabor menighed i Hawassa, Etiopien.
- Det handler om at undervise folk så de kan begynde at hjælpe sig selv. Folk er fattige. Ude på landet er landbruget den eneste indtægtskilde, og vi lærer folk bedre dyrkningsmetoder så de får et bedre udbytte. Det er en lang proces der tager adskillige år, forklarer Kebbede.
- Lige nu er det for eksempel såtid, og vi giver landmændene såsæd og planter.
- Vi arbejder med en lille gruppe landmænd ad gangen. Vi følger dem i et år og koncentrerer os om at støtte og undervise dem. Det gør vi for at sikre os at de har lært tingene rigtigt så de får et bæredygtigt landbrug og kan blive ved med at klare sig. Når året er gået, underviser disse landmænd de øvrige i lokalsamfundet, og vi begynder med en ny gruppe et andet sted.
Styrker evangelisationsarbejdet
Landbrugsarbejdet er en integreret del af Tabor menighedens evangelisationsarbejde, og Kebbede arbejder sammen med en evangelist.
- Så kommer jeg som fagmanden mens evangelisten står for forkyndelsen. Men hvis der ikke lige er en evangelist med en dag, så underviser jeg både i landbrug og evangeliet. Begge dele skal med, understreger han.
- Vores erfaring er at det ikke er noget problem at forkynde og etablere nye menigheder. Men problemerne dukker op når menigheden er dannet.
De nye kristne skal bygge kirke osv., og hvad skal de så leve af? De har brug for at blive undervist i givertjeneste og lære at gøre tingene i fællesskab.
- Vi lærer folk at dyrke et stykke kirkejord sammen og bruge indtægterne fra afgrøderne til menighedens arbejde. Samtidig har 90 procent af de lokale evangelister haft gavn af landbrugsprojektet. De er selv landmænd, og nu kan de bruge mere tid til evangelisation, og arbejdet vokser med stor fart.
- Det er en stor udfordring for Tabor menigheden. Nu spørger folk efter rent vand, skoler til deres børn og klinikker. Som kristen kirke må vi også sørge for de fysiske behov, men det er et problem at finde penge til de omkring 30 evangelisationscentre vi har lige nu, samtidig med at vi skal finansiere Tabor menighedens eget arbejde og vækst, siger Kebbede.
Bragt i DEM-Bladet Nr. 5 Oktober 2009