Guds Ånd puster nyt mod i forkynderne

Tre ventilatorer med store vinger roterer i loftet med voldsom fart. De rokker faretruende og truer med at rive sig løs. I et splitsekund ser jeg det ske. Vingerne skærer som knive gennem mængden i den propfyldte sal. Men trods dryssende puds fra loftet bliver ventilatorerne heldigvis siddende hele ugen og bringer sval luft til svedige, men videbegærlige etiopiske forkyndere på kursus.

Af Sune Skarsholm, generalsekretær fra 2005-2013

Vækkelsen blæser igennem Mekane Yesus Kirken i Etiopien som en fornyende vind ind i menneskers liv. Helligånden giver fremtid og håb ved troen på Jesus for de mange der har en barsk hverdag med fattigdom og stille sult. Men af og til truer vækkelsen med at løbe løbsk og rokke sig løs fra sit bibelske fundament – til stor skade for manges liv med Gud.

Fokus på forkyndelsen
Kirkens forkyndere står i centrum for udviklingen på godt og ondt. De skal videregive den sunde lære til menigheden så den vokser i antal og modenhed i troen.
For at styrke den sunde forkyndelse har Mekane Yesus Kirken lagt et program over tre år hvor omkring 100 af de mest toneangivende forkyndere i kirken samles to gange årligt til en fire dages konference. Nogle er præster og evangelister, andre er lægforkyndere. De fleste er mænd. Men de er alle kendt som dygtige og åndsudrustede folk som mange lytter til. Programmets formål er at få et forum som kan fremme en sund bibelsk, evangelisk-luthersk forkyndelse i kirken. Det skal også være en oase hvor deltagerne kan hvile, få fyldt på og blive inspireret.
Kirkens ledelse har sat fokus på sygdomstegnene i forkyndelsen. Det er for eksempel når Jesu kors ikke er i centrum, men evangeliet mere handler om social fremgang. Eller når forkynderens egen livsstil ikke svarer til den han formaner andre til. Eller han er så overbevist om egen åndelighed at han ikke ser nogen grund til at forberede sin prædiken ordentligt. Det er når menighedens spontane profetiske budskaber er i modstrid med Bibelen. Eller når ekstatiske manifestationer – som at du falder om eller bryder ud i stærk gråd – ses som nødvendige ydre ”beviser” på Helligåndens nærvær.

Tørster efter at forstå
Jeg deltager på den fjerde samling i april. Fire dage med intensiv undervisning som jeg selv får lov til at give en væsentlig del af. Jeg underviser ud fra Nehemias’ Bog, som rummer en stærk vejledning i bibelsk lederskab. Aldrig før har jeg oplevet en lignende tørst efter at forstå Guds ord. Deltagerne nærmest tager ordene ud af munden på mig og reagerer med spontane udbrud.
Jeg oplever også en bønnens ånd hvor mennesker bærer alt frem for Gud. Hver dag er fyldt med lange seancer i bøn. Bønnen er medrivende og højrøstet! Nogle knæler sammen på gulvet, andre lægger hænderne på hinandens hoveder og skuldre eller står i rundkreds med hinanden i hånden. Det Guds ord vi hører i undervisningen, bliver til bøn i fællesskabet. Vi bevæger os dybt ind i de bibelske beretninger i fælles bøn om at Gud også må handle sådan med os, lede og styrke os til at være gode ledere og forkyndere.
Konferencens sidste dag slutter overraskende. Under fællesbønnen begynder folk at græde. En for en bekender de for hinanden og for Gud at de ikke har givet Gud æren i deres tjeneste og forkyndelse. Bønnen om fornyelse, renselse og ny lydighed fylder rummet. Men proklamationen af at Gud er nådig og kan og vil oprejse sig forkyndere, runder konferencen af. Den får sit udtryk i dans og sang. Vi oplever den sunde, dybe, bibelske vækkelse hvor Helligånden overbeviser om synd og peger på Jesus som vores frelser.
---

Det vil jeg ikk gå glip af

- Som Guds barn og som kvinde er det en kæmpe mulighed at få lov til at være sammen med søstre og brødre og lære mere om det evangelium som vi er kaldet til at bringe ud til mennesker. Det vil jeg helst ikke gå glip af, siger Maria David om konferencen for Mekane Yesus Kirkens forkyndere.
Hun er evangelist i Vestetiopien. Oprindeligt var hun muslim og har faktisk to navne.
- Mit første navn er muslimsk, men jeg valgte at få et nyt navn da jeg blev kristen og døbt. Det var for at vise over for mig selv og over for min familie og omgivelserne at jeg i dag er et nyt menneske. Så nu hedder jeg Maria David.
Læs mere om Maria David: Gud har givet Maria en vision.

Det skal være den rene vare
- Paulus var meget optaget af at bevare forkyndelsen af det rene og sunde evangelium, siger Nigussie Bulcha i sin undervisning på konferencen i april for Mekane Yesus Kirkens toneangivende forkyndere i Etiopien.
- Da jeg var barn, købte vi mælk som folk fra landet bragte til byen på æselkærrer. På et tidspunkt blev folk syge af mælken. Min far spurgte hvorfor det skete. En sagde: ”Fordi de kommer fra landet”. En anden sagde: ”Det er fordi de skal over floden”’. Men det havde de hele tiden gjort, så det kunne ikke være forklaringen. Far opdagede sammenhængen. På vej til byen skulle mælkesælgerne krydse en flod. For at øge mængden af mælk og dermed deres indtjening, fortyndede de mælken med vand fra floden. Vandet var desværre forurenet, og folk blev syge.
- Som forkyndere må vi ikke fortynde eller udvande evangeliet om Jesus som korsfæstet for os, for så bliver folk syge. Vi er kaldet til at værne om evangeliet.

Jeg mærkede dybden i fællesskabet
- På konferencen mærkede jeg for første gang for alvor den åndelige dybde i fællesskabet med Mekane Yesus Kirken. Det blev allerstærkest da jeg selv bliver kaldt frem til forbøn. Vi er ikke forretningspartnere, men ét i Kristus. Og vi har brug for hinanden!, siger generalsekretær Sune Skarsholm.

Ny bevidsthed om ansvaret
- Vi har stærkt fået understreget forkynderens ansvar for sine tilhørere. Både undervisning og samtale mellem deltagerne er præget af en fornyet bevidsthed om den magt som en forkynder har, og risikoen for at forvanske evangeliet eller bringe det i miskredit på grund af egen livsførsel. Vi er hyrder og har ansvar for at hjorden får den sunde føde, siger Mekane Yesus Kirkens vicepræsident Dereje Jembru om konferencen i april.

17. juni 2011

Sådan støtter Promissio
Mekane Yesus Kirken holder seks konferencer for toneangivende forkyndere i ”Preachers Forum” i løbet af 2010-2012.
Promissio støtter projektet med kvalificerede undervisere og omkring 90.000 kr. om året.

Du kan støtte gennem projektet "Ud med evangelet".