Nogle traditioner er gode nok
- Vi opfordrer kvinderne til i højere grad at bruge de muligheder som nogle af de gamle traditioner faktisk giver dem for beskyttelse, understreger Zerfu Beriso.
Af Marianne Bach, kommunikationssekretær fra 1984-2016
- Arbejdet med at give kvinderne i Sydetiopien bedre forhold handler meget om at hjælpe både mænd og kvinder til at se på traditioner og nedarvet levevis med lidt andre øjne så de kan gøre op med de dårlige og skadelige ting, forklarer Zerfu Beriso. Han er leder af Mekane Yesus Kirkens sociale udviklingsarbejde, DASSC, i Wabe Batu Synoden.
- Men ikke kun det. Vi opfordrer også kvinderne til at benytte sig af nogle af de gamle traditioner som for eksempel "atete", siger Zerfu Beriso og forklarer at "atete" er en form for traditionelt retssystem.
Med stok og gulerod
Hvis en kvinde er blevet krænket, for eksempel voldtaget eller gennembanket, så kaldes alle lokale kvinder til "atete" på et bestemt offentligt sted. De har simpelthen mødepligt. Her synger kvinderne en form for smædesang om den mand der har forurettet kvinden, og sangen nævner både mandens navn og hvad hans ugerning består i.
Efter at have sunget i et godt stykke tid går alle kvinderne i samlet flok hen for at konfrontere gerningsmanden ved hans hjem. Der er tradition for at mændene følger efter – og for at de ikke må forstyrre kvinderne eller hindre dem i at komme frem.
Nu må skadevolderen så give den forurettede kvinde en undskyldning i overværelse af alle kvinderne, det lokale ældsteråd og det meste af lokalsamfundet. Og han skal slagte et får eller en ko og bespise forsamlingen. Præcist hvilken slags husdyr det skal være, er der særlige regler for. Et stort og værdifuldt dyr for en stor krænkelse, og et mindre dyr for en mindre krænkelse. Har gerningsmanden ikke selv et passende dyr at slagte, så skal hans klan levere dyret. Den enkeltes handlinger er nemlig ikke kun et personligt anliggende, men hele klanens ansvar. Klanen må bære den skam som et enkelt medlem kan nedkalde over sine slægtninge. Det har en vis forebyggende effekt fordi ingen har lyst til at påkalde sig klanens vrede, og fordi alle er interesserede i at opdrage børn og unge så de opfører sig ordentligt efter normerne.
21. juni 2012