Arkoi vil hjælpe mennesker

Af Marianne Bach, tidligere kommunikationssekretær 

Arkoi M. Miller er født og opvokset i Phebe, cirka 12 km fra Gbarnga by Liberia. Her havde han sin skolegang til og med high school, og her blev han færdiguddannet som sygeplejerske i 2005 på sygeplejeskolen ved Phebe Hospital. Siden da har han specialiseret sig som anæstesisygeplejerske og arbejder nu som sådan i aftenvagt på Phebe Hospital. Både sygeplejeskole og hospital ejes af Den lutherske Kirke i Liberia.

I dagtimerne læser Arkoi teologi på Gbarnga School of Theology. Det begyndte han med i 2014, og han er nu næsten halvvejs, på fjerde semester.

Aktiv i menigheden

- Jeg lærte Gud at kende i forbindelse med en vækkelsesgudstjeneste i den lutherske menighed i Phebe, siger Arkoi.

Siden Arkoi kom til tro, har han været meget engageret i menighedens liv og arbejde. Det er han fortsat selv om han har skåret lidt ned efter han begyndte på teologien. Nu er han formand for et af korene, har ansvaret for undervisningen i søndagsskolen hver søndag morgen, og så prædiker han af og til ved gudstjenesterne. Desuden er Arkoi med i menighedens evangelisationsarbejde i sin fritid.

Fritid har Arkoi dog ikke så meget af mere, for udover studiet og fuldtidsarbejde på hospitalet driver han også en lille forretning i Phebe hvor han sælger sæbe og forskellige fødevarer. Det er han nødt til, for at familien kan få det hele til at hænge sammen. Arkoi er nemlig gift, og han og konen har to sønner og en adoptivsøn som skal forsørges foruden hans gamle mor, og Arkoi får ikke stipendium og må selv betale sit studie på Gbarnga School of Theology.

- Pastor Moses Jeogbor fra Phebe støttede min ansøgning om at kirken skulle give mig et stipendium, men det har jeg ikke fået, ikke endnu da. Derfor betaler jeg selv, og Gud hjælper mig igennem det, så jeg kan arbejde og studere med stor glæde, forklarer Arkoi.

Brug for at vide mere

- Jeg oplever at jeg skal læse teologi. Blandt andet fordi jeg ofte får god respons på min forkyndelse i kirken, men i høj grad også fordi jeg i mit arbejde som sygeplejerske ser og oplever hvordan patienter ikke alene lider af fysiske sygdomme, men også kan plages af åndelig sygdom som de har brug for hjælp til. Det vil jeg gerne kunne give dem, og så må jeg vide noget mere, siger Arkoi.

Han vil gerne tjene som præst i Phebe og måske læse videre til en mastergrad på et senere tidspunkt. Om noget at det kommer til at ske, ved han ikke. Lige nu har han nok at se til med arbejde, familie og studier, og det trives han godt med.

Nødt til at hjælpe

Arkoi fortæller at Phebe Hospital opretholdt et kriseberedskab med en læge og nogle få sygeplejersker hele vejen igennem ebolakrisen.

- Sundhedspersonalet nægtede ellers at arbejde, og flere af kollegerne truede med at slå os ihjel hvis vi blev ved med at arbejde. Men jeg tænkte som så, at hvis Gud ville tillade at jeg blev slået ihjel fordi jeg hjalp mennesker i nød, ja, så måtte det være sådan, forklarer han.

- Vi havde for eksempel to gravide kvinder som ville dø hvis ikke de kunne få forløst deres børn ved kejsersnit. Jeg var bare nødt til at hjælpe dem, det havde jeg ikke samvittighed til at sige nej til. Kvinderne havde brug for en operation, og så var der brug for en anæstesisygeplejerske som mig. Jeg ville simpelthen ikke kunne se fremtiden i øjnene hvis kvinderne var døde, og jeg kunne have været med til at forhindre det. Kvinderne overlevede heldigvis, og det samme gjorde deres børn – den ene kvinde fik endda tvillinger.

22. oktober 2015