Vigtigt at mennesker bliver frelst

Af Marianne Bach, tidligere kommunikationssekretær 

Kebbeh J. Beilcay kommer fra Kakata i Liberia. Her er hun vokset op som den yngste i en søskendeflok på seks piger og tre drenge. Hun fortæller at hendes mor var kristen, og at hun var meget aktiv som ulønnet evangelist i den lutherske menighed i Kakata.

- Mor opfordrede os altid meget til at vi skulle gå med i kirke. Men det sagde mig ikke noget, så det blev ikke til så meget for mit vedkommende, fortæller Kebbeh.

Hun er lidt genert i starten af vores samtale, men efterhånden taler hun sig varm, og nu tager det ene ord hurtigt det andet.

- Mor døde da jeg var 17 år, i 2004. Kort tid før hun døde, fik hun mig til at love at jeg ville give Gud og kirken en chance. Så begyndte jeg at gå i kirke – fordi jeg havde lovet min mor det. Efter nogle gudstjenester oplevede jeg at det var mig Gud talte til. På den måde begyndte jeg at tro på Gud og på Jesus Kristus som min frelser, forklarer Kebbeh som siden da har haft sit åndelige hjem i Den lutherske Kirke i Liberia.

Drømmer om en mastergrad

Det er vigtigt for Kebbeh at andre mennesker også lærer Jesus at kende så de kan blive frelst, og det er grunden til at hun har valgt teologi som sit fag.

- Så jeg kan blive godt udrustet til at fortælle andre om Jesus, forklarer hun.

I dag er Kebbeh en af de 11 lutherske studerende som læser teologi på Metodistkirkens teologiske uddannelsessted, Gbarnga School of Theology, og den amerikanske teolog og missionær Brian Palmer beskriver hende som en af de dygtigste studerende på det hold han underviser to gange om ugen.

Kebbeh bor sammen med andre kvindelige studerende i et hus på campus i Gbarnga og forventer at blive færdig med en bachelorgrad i 2017. Bagefter vil hun gerne til udlandet og læse videre til en mastergrad. Om det vil lykkes for hende at komme det, ved kun Gud, siger hun.

Mor for ældre søskende

Kebbeh fortæller at hun er den eneste af sine søskende der har en studentereksamen og får en uddannelse. Det betyder blandt andet at hendes brødre og søstre spørger hende til råds om forskellige ting, og at de kommer til hende hvis der opstår konflikter i familien, eller hvis de har problemer og for eksempel mangler penge.

- Selv om jeg er den yngste af os, så er jeg faktisk moderen i vores familie nu, konkluderer Kebbeh stille.

Hun synes at det er et stort ansvar, og at det somme tider kan være en byrde at skulle være familieoverhoved i så ung en alder. Samtidig er hun dog glad for at kunne hjælpe. Det har hun også pligt til, synes hun, når hun nu er den af dem der får mulighed for at studere.

22. oktober 2015