Flere mødre og børn overlever

Curran Lutheran Hospital i Liberia har reddet livet for mødre og børn. Men sundhedssystemet er stadig svagt i området.

Af Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, sekretær for international mission 2009-2012

Den unge kvindes ansigt har et træt udtryk. Sygeplejersken har ladet kvinden og hendes nyfødte barn være alene lidt og nyde deres første øjeblikke sammen.

Denne gang gik det godt. Kvinden nåede frem til hospitalet i tide og fødte i en af fødselshytterne på området, assisteret af en nyuddannet fødselshjælper fra sygeplejeskolen på Currran Lutheran Hospital i Liberia. Sådan går det desværre langt fra hver gang en lille ny melder sin ankomst, for Liberia er et af de lande i verden hvor der dør flest mødre og spædbørn.
For at reducere børne- og mødredødelighed, kræver det et stærkt sundhedssystem hvor børn regelmæssigt tilses af uddannet sundhedspersonale, og hvor kvinder kan føde under overvågning af professionelle jordemødre. Derfor har Curran Lutheran Hospitals område i Zorzor og Salayea distrikter længe haft stor opmærksomhed.

Mobilklinikker og undervisning
Med støtte fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Promissio har det været muligt for Den lutherske Kirke i Liberia at opgradere personalet på Curran Lutheran Hospital til også at nå ud i yderområderne som ellers er svært tilgængelige. Fra 2006-2010 gennemførte hospitalet et projekt med fokus på mobilklinikker og basal sundhedsundervisning i 49 vanskeligt tilgængelige landsbyer. Lokalt sundhedspersonale og fødselshjælpere blev uddannet, og det blev muligt at diagnosticere alvorlige sundhedsproblemer hos børn og gravide som krævede yderligere lægehjælp.
Projektet har desuden givet en større forståelse af de lokale forhold i området og et dybere indblik i behovene. Blandt andet er det blevet tydeligt at indsatsen må koordineres for at opnå stabile sundhedsforhold i Liberia.

Indsatsen redder liv
Projektet blev evalueret i 2010, og der er flere gode nyheder i rapporten.
For det første er det lykkedes at nedbringe dødelighed blandt børn og mødre i de landsbyer der var omfattet af projektet.
For det andet er flere børn under et år blevet vaccineret. Ved projektets afslutning havde 63,9 procent af børnene gennemført det anbefalede vaccinationsprogram - mod 29,2 procent ved projektets start.
Den allerbedste nyhed er dog nok at de forskellige instanser der har indflydelse på børns og kvinders sundhed – lokalt sundhedspersonale, traditionelle fødselshjælpere, landsbyledere, sundhedsplejersker og hospitalspersonale – har fået så meget større viden om sygdom og sundhed at det redder liv. Således er fundamentet for et basalt sundhedssystem på plads, men kommunikationen mellem de forskellige enheder, myndigheder og sundhedspersonale, der skal bære indsatsen, er stadig svag.

Projektet udvides
De positive resultater fra det første projekt gav anledning til et ønske om at udvide indsatsen for at forbedre sundhedstilstanden i det nordlige Liberia. De høstede erfaringer blev derfor samlet i en ny ansøgning til DANIDA, som Udenrigsministeriet godkendte i december 2010. Det betyder at projektet ved Curran Lutheran Hospital allerede i 2011 kan tage fat på de mange planlagte aktiviteter til gavn for endnu flere kvinder og børn i Salayea og Zorzor. 

9. marts 2011

At mindske dødeligheden blandt børn og mødre er to af FNs otte mål for hvad man vil opnå på udviklingsområdet inden 2015. Se www.2015.dk.

De barske tal

Danmark

Liberia

Antal indbyggere pr. læge

190

10.000-50.000

Af 1.000 levendefødte børn dør så mange før de bliver et år gamle

4

72

Af 1.000 levendefødte børn dør så mange før de bliver fem år

4

258

Pr. 100.000 levendefødte børn dør så mange kvinder i forbindelse med fødslen

3

760